På flere punkter bestod Kem Ljungquist (17-0) den eksamen, han lørdag aften havde givet sig selv både i og uden for bokseringen i K.B. Hallen i København. Han vandt sin kamp mod svensk-græske Marios Kollias (11-3-1), selvom det krævede en masse møje og besvær, og selvom svenskerne – for at sige det mildt – ikke var imponerede over sidedommerne. Derudover lod streamingtjenesten Bite TV, som havde sin debut, til at fungere efter hensigten, og ingen af delene var nogen selvfølge.
Det skandinaviske sværvægtsbrag har allerede skabt en masse diskussion – primært på den modsatte side af Øresund, hvor Kollias’ promotor Kamran Kabinejad er i fuld gang med at protestere til alle, der orker at høre på det (og en hel del, der ikke orker det), mens det svenske bokseforbund, Svenska Proffsnoxningskommissionen (SPK), i meget direkte vendinger har slået fast, at Marios Kollias blev snydt for sejren.
Svenskerne har en pointe så langt, at Kem Ljungquist undervejs i kampen brugte meget tid på at holde, uden at kamplederen skred ind. Kollias var den fysisk stærke og aggressive bokser, som gerne ville ind på halvdistancen og bytte hooks, og danskerens måde at bremse det var ofte at låse hans arme. Det er ikke nogen fremmed taktik inden for professionel boksning, men Ljungquist fik i perioder lov til at holde meget og i lange perioder, uden at det førte til påtaler og eventuelt pointfradrag. Især i de mellemste runder, hvor danskeren undervejs var voldsomt på hælene, fik han kæmpet sig igennem omgangene ved at spoile. Da gassen i løbet af omgangene løb af svenskeren, blev der mindre og mindre behov for at bokse urent, og Ljungquist kunne slå de sidste tre omgange ind på pointkontoen.
En enkelt dommer scorede kampen uafgjort 95-95 – præcis som undertegnede – og de to øvrige dommere kunne have vippet kampen kneben til hvilken side, det skulle være, uden at det havde været tyveri. At de var enige om at give Ljungquist en kæmpesejr på 98-92, ser til gengæld en anelse fjollet ud, for det eneste, stort set alle kan blive enige om, er, at ingen vandt klart.
At svenskerne føler sig snydt for sejren, er ikke så underligt. Det var som forventet i kampens første halvdel, at Kollias havde sin bedste tid, og med sine mange hårde hooks, syntes de omgange, som han vandt, langt mere overbevisende, end da Ljungquist i slutningen af kampen fik hevet sine omgange hjem med lidt jabs, uppercuts og lige stød. Men en vunden omgang er nu engang en vunden omgang – og så kan vi give os i kast med en diskussion om, hvorvidt ”10 points must system”, som er navnet på det system, der bliver uddelt point efter, er ideelt. Den diskussion behøver ikke vare længe, for pointsystemet er bestemt ikke ideelt. Problemet er bare, at ingen ligger inde med et bedre alternativ.
At Kem Ljungquist vandt kampen var ikke noget røveri, som svenskerne ellers forsøger at overbevise deres omverden om. Til gengæld bør Kamran Kabinejad tage ved lære af sin oplevelse. For hvorfor krævede han ikke allerede under forhandlingerne om kampen, at der skulle være internationale officials? Eller som minimum, at det svenske forbund skulle have retten til at udpege kamplederen? Det krav kunne han sikkert godt være sluppet afsted med, og selvom det lugter en anelse af bagklogskab, er det en læring, som er værd at tage med til næste gang.
Selvom sejren blev hevet hjem, var det ikke en ubetinget tilfreds Kem Ljungquist, der efter opgøret gjorde status.
”Jeg ville gerne havde gjort et bedre stykke arbejde,” sagde Kem Ljungquist til Bite TV.
Som både hovedkæmper og medarrangør har Kem Ljungquist haft meget om ørerne op til stævnet, og han skal derfor være særdeles godt tilfreds med, at det lykkedes ham at hive sejren hjem. Undervejs var der ellers ikke meget, der tydede på det, for som nævnt var Kollias den klart bedste i kampens første halvdel, og undervejs blev Ljungquist ramt mange gange rent og var især i et enkelt tilfælde alvorligt rystet.
”Jeg kunne godt mærke det, men jeg kom over det, så jeg skal ikke brokke mig. Jeg er glad og tilfreds,” lød det efterfølgende fra Kem Ljungquist.
Fin produktion
Det var den nye streamingtjeneste Bite TV, som sendte stævnet ud til dem, der ikke var blandt de 1200 mennesker, der havde placeret deres dertil indrettede på en stol i K.B. Hallen. Når noget involverer elektronik, er det oftest forbundet med en lang række børnesygdomme, men debutaftenen på Bite TV lod umiddelbart til at forløbe nogenlunde gnidningsfrit.
Rngsde Promotion, som driver tjenesten i samarbejde med TK Promotion, melder om et tilfredsstillende antal seere, der alle valgte at smide 5 euro – svarende til cirka 37,50 kroner – for retten til at følge stævnet. Taget i betragtning, at markedsføringen for den nye tjeneste var ikke-eksisterende, og at de, der alligevel formåede at opdage dens eksistens, skulle i kamp med en irriterende og grim hjemmeside og igennem en labyrint af et betalingssystem, inden der langt om længe dukkede boksning op på skærmen, er ethvert salgstal at betragte som wn succes.
Det, der dukkede op på skærmen, var overvejende positivt. Tommy Kjærsgaard og Andreas Lynggaard fungerede fint som kommentatorer, og Amanda Bodenhoff har råmaterialet til at blive en glimrende ringannouncer. Alene det faktum at hun taler dansk er formidabelt, selvom det burde være en selvfølge, og når hun lige får finpudset, hvad der skal siges, når man præsenterer en boksekamp – og at mikrofonen ikke skal lånes ud til Michael Monetz – bliver hun en fremragende ringannouncer.
Hård kamp blev kort
Stævnet blev lukket med aftenens flotteste bokseoplevelse, da Ahmad El Ahmad (4-0) i endnu mere overbevisende stil end ventet sikrede sig det danske mesterskab i fjervægt. Nok var El Ahmad favorit mod Michael Nielsen (7-5), men at sidstnævnte blev kørt rundt i så ekstrem grad siger noget om, hvor meget talent den 25-årige sjællænder indeholder.
Efter fire omgange blev Michael Nielsen siddende i ringhjørnet, men så lang tid havde det ikke behøvet at tage, hvis Ahmad El Ahmad havde haft noget krudt i næverne. Hans hænder er meget bevægelige, hurtige og præcise, og sammen med det flotte benarbejde gør det ham til en nydelse at se på, men han ligner ikke en bokser, der har specielt meget power.
Selvom det umiddelbart gik let og smertefrit for Ahmad El Ahmad, havde han rosende ord til overs for sin modstander.
”Jeg vidste, at det ville blive en hård kamp. Respekt til Michael, for han prøvede virkelig at presse mig. De første 20 sekunder af hver omgang gav han alt, hvad han havde, og så gik jeg på ham,” sagde Ahmad El Ahmad til Bite TV.
Op og ned på undercardet
Forkampene bød på både op- og nedture. Rngsde Promotions mest promoverede bokser, Elias Idrissi (3-0), hopper vi i denne omgang let hen over, for hans ”kamp” mod Mehmedalija Siljic (3-11-2) var en mismatch, som ikke burde have fundet sted, og for sværvægteren Gustav Thorsen (2-0) blev det heller ikke i andet forsøg, at han kom op mod en modstander med puls.
Det gjorde profdebutanten Amre Allman (1-0) til gengæld. Han bokser både flot, nydeligt og stilrent, men Pavol Garaj (8-44-4) var som ventet alt for erfaren til, at Allman kunne komme i nærheden af at stoppe ham.
”Jeg håbede, at jeg kunne blive den anden, som stoppede ham, men så snart jeg kom op i ringen med ham, kunne jeg mærke, at han kunne tage nogle på kæben. Så jeg prøvede at gå på kroppen i stedet, men han var god til at beskytte sig selv,” sagde Amre Allman efter kampen til Bite TV.
Allerede i sin anden optræden i den professionelle ring kommer Amre Allman på en interessant opgave, når han møder landsmanden Steffen Rørstrøm (1-0). Den kamp kommer til at finde sted den 20. april, når TK Promotion holder stævne i Ringkøbing.
Alt i alt bestod Kem Ljungquist sine to vigtige tests denne lørdag aften. Han fik slæbt en sejr hjem i en meget vanskelig kamp, og Bite TV bestod barndomsprøven. Nu skal streamingtjenesten op i gear hvad angår markedsføring og brugervenlighed, mens promotoren skal lidt ned i gear i sin næste kamp, som formentlig vil blive mod en knap så vanskelig modstander.