Aftenens absolutte hovedkamp og trækplaster stod mellem den lokale helt Kem Ljungquist (14-0) og schweiziske Benoit Huber (8-3) i en kamp og WBC International titlen i bridgervægt. En relativt ny vægtklasse, der kun findes i WBC regi.
Efter en relativt stille første omgang, hvor de to boksere mest så hinanden an, kom der mere action i kampens anden omgang. En omgang hvor begge boksere fik sat træffere ind på hinanden, dog med Kem Ljungquist som den mest aktive og præcise. Alligevel lykkes det dog Benoit Huber at ramme Kem Ljungquist, der får et mindre cut ved sit højre øje.
De første fire omgange stod der Kem Ljungquist på, der fra afstand var god til at ramme den uortodokse Benoit Huber. I kampens femte omgang kom Benoit Huber bedre ind i kampen, og fik i sekvenser mere ram på Ljungquist end han havde gjort i de forrige omgange.
Syvende omgange går til Benoit Huber, der på sin akavede måde flere gange får ramt Kem Ljungquist, der får en nyt cut. Denne gang ved venstre øje.
I kampens sidste omgange var det to meget trætte boksere der stod i ringen, og slagudvekslinger blev mere og mere urene og kampen blev mere og mere rodet. Stadig med Kem Ljungquist med overtaget. Mod niende omgangs afslutning lykkes det for Kem Ljungquist at ryste Benoit Huber med en lige venstre, som er tæt på et knockdown.
Kem Ljungquist kunne efter karrierens hårdeste kamp fortjent få tildelt sejren efter 10 omgange. De tre sidedommere scorede kampen 97-93, 98-92, 98-92.
Med sejren må det forventes at Kem Ljungquist tager et hop på WBC verdensrangliste. En liste hvor han pt. er rangeret som nummer 18.
Knock-out.dk scorede kampen 98-92 til Kem Ljungquist.
Det var en…… anderledes(?) oplevelse.
Informationsniveauet inden var ganske lavt. Det var ikke klart – for mig – hvornår det startede, om der var amatørkampe først, hvilke kampe der var på undercardet etc. På Ticketmaster var der blot en plakat med Kem og modstander, og så stod der kl. 19.
Jeg havde ikke tiltro til på at stævnet ikke blev aflyst en time før. Så jeg valgte at blive hjemme og købe en stream i stedet, men var faktisk lige ved at glemme det. Først kl. 19.30 kom jeg i tanke om det og styrtede ind til skærmen. Frem med Dankortet.
På stream-siden står der så at der startes op kl. 19.30 med optakt. Pyha, så nåede jeg det.
Jeg kommer ind på en side med kamp-plakaten og en chat ude i siden. “Er der andre fra HSK Bokseklub?” osv. Der dukker en del schweitzere op og der chattes livligt. Jeg får spurgt, og de svarer, om hvilken boksetype Benoit er.
Kl. 19.45 er der stadig ikke sket noget, og folk begynder at spørge om det mon er en scam-side det her.
På stream-siden står at første kamp er Frank Masen, hvilket jeg ved ikke er korrekt. Så man kan nok heller ikke stole på at der startes optakt kl. 19.30.
Men pludselig sker det så! Der kommer levende billede. Og musik. Et meget sløret levende billede, men man kan se der er en boksering, og nogle projektører fejer frem og tilbage. Og så er der dunkende 70’er disco-musik, og jeg er ikke helt sikker på at jeg ikke har forvildet mig en på en p*rn*-hjemmeside.
Så høres der noget intern snak mellem værter og lydfolk, og så dukker Gustav og makker op. Og efterhåanden som aftenen skrider frem bliver jeg mere og mere imponeret over Gustav. Veltalende, vidende og med overblik får han – med lidt hjælp fra medværter – udfyldt den meget, meget, meget, lange ventetid.
Og Gustav ser ind i kameraet, i modsætning til medværterne der ser på Gustav hvilket får os seere til at føle os udenfor.
Ja, det var godt vi havde Gustav, for forkampene var da noget værre snot. Dem vil jeg forbigå i stilhed.
Men så havde jeg tid til at google det stævne i Herlev han uden blusel reklamerede for, og det skal jeg da op at se 1. oktober.
Jeg kunne også se Alex Hermann og Per-Åke ringside, og så var det lige før jeg fortrød at jeg ikke var dernede, da det er ved at være længe siden jeg har hilst på dem.
Endelig var det tid til hovedkampen. Benoit var klædt ud som Casper det venlige spøgelse, og der var ikke meget ståhej da han entrede ringen. Bortset fra ude hos os i Chatten, hvor schweizerne var livet gevaldigt op og skrev en masse på udenlandsk.
Der kom til gengæld gang i publikum da den lokale helt dukkede op. Klappen og hujen og piften som kunne høres helt ud i de små hjem. De er altså entusiastiske på Falster, hvilket de også var da jeg oplevede Oliver Meng dernede på Palle-stævne. Fantastisk opbakning.
Første omgang startede roligt, men som kampen skred frem var der ingen tvivl om at Benoit var kommet for at vinde (hvilket stod i stærk kontrast til modstanderne fra forkampene).
Det blev en udmærket kamp. Jeg vil sige at Kem boksede ok. Han bevægede sig fint og havde et godt overblik og lignede en mand med en plan, der prøvede at bokse sig frem til en sejr. Benoit derimod var mere flagrende, uortodoks, og satsede på at udnytte pludseligt opståede åbninger. Det lykkedes han faktisk ganske godt med. Han slog en del flere slag end Kem som dog var god til at fange Benoit når han gik fremad. Og generelt slog Kem for lidt. Han var som sagt god til at undvige Benoits lidt vilde slag, men han undlod – desværre – at udnytte at Benoit på den måde kom ud af balance og var åben for slag.
Og det var så hér Gustav mistede en stjerne eller to i min bog, for han mente at Kem blot skulle bokse sikkert og køre point-føringen hjem uden at tage nogen chancer. Og hvis det var en amatør-kamp, så er det da den rigtige taktik. Men det her er professionel boksning, hvor KO’er sælger billetter, og hvor bokseren er nødt til at have et blik på det forretningsmæssige aspekt, og ikke kun det sportslige. Da Benoit mod slutningen af kampen tydeligt var på spanden, hev efter vejret og begyndte at lege Super-Brian ved at række tunge, og danse, og lade armene hænge ned langs siden, skulle Kem have givet den ekstra gas og få “snøret posen” og sætte ham på røven, for Kem lignede en der havde kræfterne til det. Men han manglede lidt selvtillid og Champ-mentalitet dér til sidst.
Heldigvis var publikum glade og tilfredse med en pointsejr, og jeg tror de dukker op igen næste gang Ljungquist arrangerer stævne. Og det er jo i grunden ikke så galt.
En artikel på dr.dk om Kems stævne!
https://www.dr.dk/sporten/boksning/bokseren-kem-kom-fra-sammenbruddets-rand-til-kampe-om-millioner
Eller rettere Magnus’ stævne. For det er åbenbart imod reglerne at bokser og promoter er samme person.
Siger udtrykket “omgåelse af reglerne” DPBF noget?
Men det er da fantastisk at høre at Kem er lige på nippet til mange-million kampe. Der har jo været mange multi-million kampe i Bridgervægt som Kem desværre ikke har kunnet kæmpe i, jeg nævner i flæng ….. øøhhh, joe… der har da været….. æhhhh…. Er der nogen der kan hjælpe min hukommelse på vej?
Nu er det jo WBC…. og de er sydamerikanske, og en del mere flamboyante end os skandinaver, og det kan jo være at han tænker i Pesos???
Det kan også bare være at jeg er ved at blive en gammel sur man der brokker mig når medierne ikke skriver om boksning, og nu også når de skriver om boksning. Det kan selvfølgelig også være en smutter fra den garvede sportsjournalist Philip Selmann der dog, til hans ære, ikke kun skriver at Kem er helt oppe som nr. 18 på verdensranglisten, men endda har sat et link til listen i artiklen. Mon han selv har trykket på linket og set at nr. 18 er sidstepladsen?