Jo, det kan godt lade sig gøre at hive folk til boksning…

Det var ikke kun oppe i den firkantede ring, at nogen fik kamp til stregen, da Bokseklubben Thor og Danish Boxing Promotion fredag aften stod bag et fælles stævne i Randers. Kultureliten og den etablerede medieverden er for længst blevet enige om, at boksning er død og borte, og at ”sport” er lig med fodbold fra eksotiske egne, men hvis de pågældende ellers havde ulejliget sig med at være til stede ved fredagens stævne, ville de blive stærkt presset på den holdning.

Stævnet var henlagt til meget ydmyge rammer i form af idrætshallen på Nørrevangsskolen i den nordlige del af Randers, og den placering viste sig ret hurtigt at være en fejl fra arrangørernes side. Eller også var billetprisen på 100 kroner sat for lavt. Temmelig usædvanligt for boksestævner på dansk grund måtte der meldes udsolgt, så ingen billetter var til salg i døren, og ifølge promotor Lars Kristensen blev der sågar oprettet en venteliste med folk, der var interesserede at få fingrene i eventuelt overskydende billetter.

Opskriften på en fyldt hal var forholdsvis simpel: En stribe amatørkampe med deltagelse fra ikke kun Bokseklubben Thor, men også flere af de øvrige lokale Randers-klubber skabte en stemning, der ikke havde meget tilfælles med de mange stævner, der gennem tiden er blevet placeret i langt større arenaer, end fremmødet kunne bære. I perioder mindede det om et halbal i Randers – måske fordi det netop var, hvad det var. I baren blev ingen ruineret, og ringannounceren – som ifølge hårdnakkede rygter ikke var den ægte Thorvald Stauning – kunne berette om priser på ”en flaj halvtreller for en pøller med brøj”.

Lyder det bonderøvs-agtigt? Det var det måske også, men det er faktisk en selvstændig pointe. Et boksepublikum gider da ikke inviteres i DR’s Koncertsal og bydes på hvidvin og nachos – det vil ud i en gammel hal, hvor der er masser af fadøl, og hvor man ikke bliver anklaget for hærværk, fordi dele af fadbamsen havner andre steder end planlagt. Når det er stævner under sådanne forhold og med de lokale drenge i ringen, vil tilskuerne gerne møde op og engagere sig. Det blev især tydeligt under en af aftenens amatørkampe, hvor en meget højtråbende og aktiv kvindelig tilskuer 100 gange råbte ”kooom sååå, Emiiiil!” for pludselig at ændre taktik til ”kooom sååå, skaaat!”. Hvis den pågældende Emil er ligesom alle andre 17-årige, syntes han uden tvivl, at det var totalt pinligt, men i virkeligheden skal han bare være stolt over, hvad han præsterede i ringen og lade være med at tage sig af, at dem, der udpeger stævnets bedste tekniske bokser, tilsyneladende ikke har øjne i hovedet.

Hovedkæmperen var ikke hovedkæmper

På papiret var der ingen tvivl om, hvem der var hovedkæmper på den professionelle del af stævnet. Ditlev Rossing (17-1) har tidligere i karrieren bokset flere mindre titelkampe og vist en frygtindgydende fysisk styrke, der har blæst de fleste modstandere omkuld. I løbet af de seneste år har han været igennem en svær tid på det personlige plan, men selvom den tid forhåbentligt er ovre, har den sat sine spor. Om Rossing, der om få måneder fylder 30 år, stadig kan nå til tops i professionel boksning, er et meget stort spørgsmål, som i høj grad afhænger af ham selv. Men sikkert er det, at den Rossing, der fredag aften var i ringen, er et godt stykke fra ham, som for syv-otte år siden indledte karrieren med at vælte modstandere på stribe.

At det blev til en klar pointsejr over moldoviske Andrei Sanjura (2-13) er på den baggrund ikke så overraskende. Moldoveren er uddannet i at overleve i ringen, og selvom Ditlev Rossing trods alt ikke har glemt, hvordan man bokser, fik han aldrig for alvor Sanjura på krogen. Det mest bemærkelsesværdige ved opgøret var faktisk den stilhed, som var i hallen, mens kampen blev bokset. Den stod i skærende kontrast til den meget højlydte opbakning, som især de to debutanter Rasmus Mikkelsen (1-0) og Enock Mbilizi (1-0) oplevede. Her fik man det indtryk, at det halve Århus var taget en halv time op ad motorvejen, og opbakningen var på et niveau, som kun få danske profboksere har oplevet.

Har vi set ham før?

Selvom man et kort øjeblik skulle tro det, så har Enock Mbilizi altså ikke tidligere bokset som professionel – og han har derfor ikke været EBU-mester. Det var ikke Enock Poulsen, der havde skiftet efternavn for at begynde karrieren forfra. De to Enock’er har ellers bemærkelsesværdigt mange ligheder, og de rækker længere end fornavnet. Af udseende og statur minder de omhinanden, og også den meget bevægelige boksestil ligner noget, den ene Enock har kopieret fra den anden. Hvis Mbilizi kan nå lige så langt som Poulsen og ende som EBU-mester, er karrieren mere end godkendt, men der er trods alt et godt stykke vej, inden det eventuelt kan blive en mulighed. Bevægeligheden og de hurtige hænder fik Enock Mbilizi brug for i debutkampen mod Ghenadie Gatlin (3-16), for moldoveren kom konstant farende frem mod danskeren i jagten på et slagsmål.

Rasmus Mikkelsen slap lige så overbevisende fra sin debut mod Mihai Anton (1-7-1), som i den grad fik testet sine mavemuskler. Mængden af dybe træffere fra Rasmus Mikkelsen var bemærkelsesværdig stor, og efter tre omgange ville de fleste boksere i Mihai Antons situation være blevet siddende i ringhjørnet. Moldoveren valgte dog at kæmpe sig igennem de sidste tre minutter, hvilket var mere beundringsværdigt end kønt.

Det berømte sekunds uopmærksomhed

Det er en velkendt skrøne, at en boksekamp kan blive afgjort af ét eneste slag. Det blev en bark sandhed for Nikki Møller Nielsen (1-1), som ellers havde nogenlunde godt styr på profdebutanten Jozef Rrasi (1-0), inden denne i sidste omgang klippede danskerens kæbe i en grad, så det hele blev vendt på hovedet. Selvom Josef Rrasi viste sig som en ganske kompetent modstander, der undervejs voldte danskeren visse udfordringer, havde Nikki Møller Nielsen vundet de første tre omgange, og han var ved at bokse en sikker pointsejr hjem mod en besværlig modstander. Og så sluttede det.

I mange tilfælde er et nederlag tidligt i karrieren til en dansk profbokser ensbetydende med, at karrieren bliver kort, men det behøver altså ikke være tilfældet. Nikki Møller Nielsen har bokset 112 amatørkampe og har derfor prøvet at tabe en del gange, så hverken han eller hans promotor behøver miste modet på grund af denne oplevelse. Kom tilbage med en let sejr og hent så Jozef Rrasi op til en revanche. Det var jo Nikki Møller Nielsen, der var den bedste bokser af de to, og selvom man altid kan være uheldig at blive ramt rent på kæben, sker det næppe to gange i træk.

Til kamp mod pro/am-stævner

Mens en fyldt hal at dømme på lydniveauet blev behaget af stævnet, forholder det sig anderledes hos Danmarks Amatør Bokse-Union, der åbenbart ikke bryder sig om stævner, hvor amatører og professionelle bokser side om side. Forbundet har proklameret, at der fra årsskiftet og frem til dets repræsentantskabsmøde i maj ikke vil blive givet tilladelser til pro/am-stævner. Det har allerede ført til massiv snak i de professionelle korridorer om motiver og mulig forskelsbehandling, og derfor bør DPBF-formand Jesper D. Jensen træde i karakter. Alle promotorer med licens hos DPBF bør naturligvis behandles ens af DABU i forhold til muligheden for at arrangere stævner sammen med en amatørklub. Hvis DABU ikke kan acceptere den præmis, må den eneste løsning være en total adskillelse af amatører og professionelle. Det vil næppe være i nogens interesse.

Foreløbig har Danish Boxing Promotion planer om at arrangere professionelle kampe i forbindelse med BK Nordsallings traditionelle julestævne den 25. december i Durup nord for Skive. Om DABU’s krigeriske indstilling over for pro/am-stævner kommer til at få indflydelse på den plan, har ingen endnu noget klart overblik over.