tirsdag, 17. september 2024

Jacob Bank på svær opgave mod franskmand

Jacob Bank (5-0) kommer på en svær opgave, når han den 9. april bokser sin sjette professionelle kamp. Det sker ved TK Promotions stævne i Holstebro, hvor den 21-årige dansker skal i ringen mod franske Idaas Redjdal (10-3-2).

Franskmanden var for to år siden en tur i Ringkøbing, hvor han blev en del af en mindeværdig kamp mod Landry Kore. Redjdal havde flere gange Kore til tælling, og danskeren var i 4. omgang særdeles tæt på at blive stoppet – så tæt på, at kamplederen uden problemer kunne have vinket opgøret af til franskmandens fordel. Publikum ventede derfor blot på, at kampen skulle blive afgjort til fransk fordel i 5. omgang, men i stedet trak Landry Kore et venstrehook fra en anden verden og hamrede Redjdal i gulvet, hvor han blev liggende ganske længe.

Siden kampen i Ringkøbing har Redjdal bokset en enkelt kamp, hvor han tabte ekstremt knebent i en kamp om det franske mesterskab.

Idaas Redjdal er på BoxRec’s computerrangliste placeret som nummer 211 i mellemvægt, og han er derfor en seriøs opgave for den unge dansker, der har vist lovende takter i sine første fem profkampe. I sin seneste kamp vandt Bank WBO’s ungdomstitel med en overbevisende sejr over finske Aku Kanninen.

Hovedkampen ved stævnet i Holstebro er VM-kampen mellem Dina Thorslund (17-0) og Niorkis Carreno (22-2).

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier