Der bliver ikke noget snarligt gensyn i bokseringen med Elias Idrissi (9-1). Det skriver den 22-årige dansker på sociale medier.
“Over en længere periode har jeg haft følelsen af, at tiden nærmede sig til at trække mig tilbage som aktiv bokser,” skriver Elias Idrissi, der for en måned siden led karrierens første nederlag.
Det kom mod italienske Pasquale Barile, der knockoutede Idrissi i et opgør om IBF’s ungdomstitel.
“Min beslutning om at holde pause som aktiv bokser er ikke taget på grund af nederlaget. Det er kroppen og livet uden for ringen, der har gjort det klart, at det er det rette tidspunkt,” lyder det videre fra Elias Idrissi, der gennem længere tid har kæmpet med en række forskellige skader.
Siden debuten for lidt mere end to år siden er det blevet til ni sejre, inden første nederlag blev en realitet.

