Hamza Hussein (6-0) kommer til at stå over for en kroatisk modstander ved lørdagens stævne i Royal Arena i København.
24-årige Hussein, der har vist ganske lovende takter i sine hidtidige kampe, møder den jævnaldrende Josip Pehar (3-2), der kommer til Danmark med tre sejre samt nederlag i sine to seneste kampe.
Hamza Hussein har været med på alle Bettina Palles stævne i Royal Arena, og han har vist sig som en teknisk god bokser, der uden besvær har slået de modstandere, der er blevet stillet over for ham.
“Jeg glæder mig til at bokse igen og til at mærke spændingen, adrenalinen og stemningen, især fordi mine venner kommer og støtter mig. Jeg glæder mig til at vise publikum noget godt boksning, for jeg er i meget god form og føler mig stærk. Jeg har arbejdet på en del nye ting. Så må vi se, om jeg kan bruge det i ringen,” siger Hamza Hussein ifølge en pressemeddelelse.