Victor Hoveling (4-0) får travlt, når sommerferien er forbi. I midten af september skal han efter planen i ringen ved et stævne på hjemmebanen i Ryomgård, men to uger forinden bokser han ved VM-stævnet i Holstebro.
Her møder han den 20-årige moldover Dmitri Blinov (2-3) i en kamp over fire omgange. Det er en modstander, som at dømme ud fra rekordlisten måske kan give den unge dansker ny erfaring. Blinov er nemlig aldrig blevet stoppet før tid, og da Hoveling har vundet alle sine fire kampe på knockout, kunne han sikkert have godt af at prøve at gå den fulde distance.
Ved stævnet i Holstebro sætter Dina Thorslund (22-0) sine WBC- og WBO-titler på spil, og derudover skal blandt andre Jacob Bank (13-0) også i ringen.