Victor Hoveling (8-0) er vant til at vinde på knockout – og det samme er hans kommende modstander.
Den 21-årige dansker har vundet alle sine otte kampe på knockout, og når han den 13. september i Kolding bokser sin niende kamp, skal han stå over for en modstander, der har det på samme måde. 26-årige Nasir Sadat (4-0) har afghanske rødder og er bosiddende i Østrig, og han har bokset fire profkampe – men lige så mange knockoutsejre.
Til den tid vil Sadat have haft halvandet års kamppause, siden han vandt sin hidtil bedste sejr. Den kom i Tyskland, hvor han stoppede den hidtil ubesejrede Max Exeler i 1. omgang.
Hovedkampen ved stævnet i Kolding står mellem Jacob Bank (16-0) og tyske Tyson Zeuge (29-2-1).