Victor Hoveling (1-0) fik masser at se til i sin professionelle debut, hvor den hollandsk baserede Djiby Diagne gav solid modstand i et par omgange, inden han tidligt i 3. omgang blev hamret i gulvet og stoppet.
Det var en særdeles flot knockout leveret af 19-årige Victor Hoveling, der sendte en lige højre til kæben af sagesløse Diagne, som faldt som et væltet træ uden at være i nærheden af at komme op.
I de første par omgange havde Diagne ellers vist fin modstand. Bokserne begyndte som lyn og torden i en meget livlig indledning, hvor 19-årige Hoveling fik vist, at han indeholder en stil, der kan være god for publikum. At det måske havde været fornuftigt at være en anelse mere forsigtig, er en anden sag – for publikum er det herligt med en bokser, der jagter guldet.
At danskeren var den bedste bokser af de to, var der ingen tvivl om, men Victor Hoveling manglede nok noget timing, og han blev flere gange straffet af især Diagnes venstre hook, som han slog godt på halvdistancen.
Djiby Diagne var en helt anderledes kompetent modstander end de boksere, som aftenens øvrige profdebutanter blev stillet over for, men det var ikke nok. Da han i 3. omgang mødte Hovelings højre handske, var det altså slut.

