søndag, 1. december 2024

Holgersen: Bite TV skal udvikle sig og gøre bokserne mere kendte

Det er ikke mange uger siden, at TK Promotion og Rngsde Promotion i et samarbejde lancerede den nye streamingtjeneste Bite TV, der skulle vise begge promotorers stævner – i alt 10 om året. Tjenesten fik sin debut i lørdags, da Kem Ljungquist i en hård kamp pointbesejrede Marios Kollias, og på den baggrund virker det lidt overraskende, at TK Promotion og Sport Live fredag har annonceret en forlængelse af deres samarbejde.

Aftalen er dog ikke ensbetydende med, at Kasper Holgersen dropper planerne om udvikle på Bite TV. Det forsikrer han, da knock-out.dk spørger ham ind til, hvordan tingene hænger sammen. Bite TV har dog brug for at vokse og udvikle sig, inden tjenesten kan bære at være hjemsted for de professionelle stævner, mener han.

”Bite TV blev nok lanceret en postgang for tidligt, og som kanalen står lige nu, tror jeg ikke, at den kan gå hele vejen. Den har brug for at vokse, så på den korte bane skal det være en slags nyhedskanal, hvor vi kan lave nogle sjove debatprogrammer og på den måde være med til at gøre bokserne mere kendte,” siger han.

Planen på den korte bane er derfor, at Bite TV kan fungere som en platform, der kan promovere bokserne og gøre dem mere kendte i offentligheden, så flere får interesse i at se dem i aktion, når der er stævner.

”Vi har nok været lidt for hurtigt ude i forhold til at tro, at vi med Bite TV kunne nå ud til alle danskere. På denne måde kan vi forhåbentlig tjene nogle penge, som vi kan putte i markedsføringen af Bite TV, så den kan vokse. Produktionen af stævnet i lørdags var rigtig flot, og nu kan vi så bruge det kommende år på at forbedre kanalen, få hjemmesiden gjort pænere og mere brugervenlig, og få betalingssystemet gjort perfekt.”

Så du har ikke planer om at droppe Bite TV?

”Bite TV skal fortsætte som en nyhedskanal, der kan bidrage til at gøre bokserne mere kendte, for jeg synes, at tv-stationerne forsømmer at hjælpe promotorerne med at lave noget larm op til stævnerne, så danskerne kan lære bokserne bedre at kende. Dermed ikke sagt, at det ikke kan ende ud som den kanal, der sender stævnerne direkte ud til alle danskere, men det bliver ikke i 2024,” siger Kasper Holgersen.

Næste stævne er den 20. april i Ringkøbing, hvor Jacob Bank (12-0), Jeppe Møller Christensen (7-1), Nesar Kunduzi (3-0-1), Morten Givskov (1-0), Amre Allman (1-0) og Steffen Rørstrøm (1-0) skal i ringen – de to sidstnævnte mod hinanden i et danskeropgør.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier