Mikkel Gribsholt (5-1) har ikke mistet modet på professionel boksning, selvom han lørdag aften måtte indkassere et klart nederlag, da venezuelanske Luis Guerrero (9-9-2) besejrede ham ved et stævne i Ryomgård. Efter planen skal han tilbage til ringen allerede i november ved et stævne i Kolding.
“Jeg skal lige have et par dage til at komme mig, men jeg er klar til at give den fuld gas igen. Jeg er slet ikke færdig med boksning, bare fordi jeg taber en kamp. Det må man kalkulere med i den her sport,” siger Mikkel Gribsholt til Adresseavisen Syddjurs.
Gribsholt var aldrig i nærheden af sejren mod den fysisk stærkere sydamerikaner, der reelt udklasserede den unge dansker. Alligevel formåede han at kæmpe sig gennem alle de planlagte seks omgange.
“Jeg mødte en stærk bokser, ingen tvivl om det, men jeg synes, jeg viste mod ved at kæmpe videre i stedet for at give op. Det kan jeg tage med mig fra kampen,” lyder det fra Mikkel Gribsholt.