onsdag, 14. maj 2025

Givskov boksede uafgjort, men blev dømt som taber

Morten Givskov (4-0-1) var søndag aften i ringen ved WBC Grand Prix-turneringen, som finder sted i Riyadh i Saudi Arabien. Hans deltagelse i turneringen blev desværre en kort fornøjelse, da han efter seks hårde omgange tabte til Youness Baalla (2-0-1) fra Marokko.

Kampen blev egentlig dømt uafgjort med 3 x 57-57, men da turneringen ikke tillader uafgjorte kampe, skulle den afgøres på WBC enhanced scoring system og her tabte Givskov 5-3, 5-3 og 6-5.

Morten Givskov kom bedst fra start, og fik scoret de nødvendige point med sine lige stød. Youness Baalla brugte meget af omgangen på at gemme sig bag høje dobbelt parader, og satsede på enkelte hårde stød med sit højre sving.

I anden omgang havde Baalla mere held med at komme ind med sine slag, og fik da også i perioder presset Givskov med sin power.

I fjerde omgang kom Givskov i gevaldige problemer. Youness Baalla rystede ham hårdt med en højre uppercut efter at Givskov selv havde misset en venstre. Resten af omgangen var ren overlevelse for danskeren der måtte tage mod en del øretæver. I omgangen fik Morten Givskov også et cut på sin næse, som kom fra en skalle fra Baalla. Efter denne omgang var Baalla foran med 2 x 39-37 mens den sidste dommer havde 38-38.

Efter forskrækkelsen i fjerde omgang kom Morten Givskov ud og leverede en god femte og sjette omgang, hvor han igen havde fundet den god afstand, og fik sendt gode jabs og hooks afsted mod Baalla.

Knock-out.dk scorede kampen 57-57.



3 COMMENTS

  1. Hvis nogen ellers var i tvivl, så fik Givskov lige slået fast, at han er en fremragende bokser, som enhver dansk promotor med respekt for sig selv vil gå langt for at få fingrene i. God teknik, god hurtighed, god bevægelighed. Der er kun ganske få danske boksere, som i mine øjne er mere interessante end Givskov – men dansk profboksnings fremtid skal åbenbart bygges på nohopers i lange baner. Det er altså lidt frustrerende.

    Jeg er gennem længere tid fra flere sider blevet forsøgt belært om, at Givskov ikke kan komme langt, fordi han har glaskæbe. Aha, ok, javel, ja.

  2. Han boksede en flot kamp. Og jeg havde ham som vinder. Jeg er dog klar over at ikke alle (som jeg) tæller en ren træffer (fx et jab til maven) som 1 træffer, og en ren træffer (fx et hook til kæben) som 1 træffer. Der er mange der tæller et hook til kæben som 2 træffere. Jeg havde flest rene træffere til Morten, og derfor ham som vinder.

    Det var flot klaret at han kæmpede sig tilbage efter den katastrofale træffer i 4de omgang, som kostede ham sejren.

    Desværre for Morten kan man fodre svin med danske sværvægtere i dag. Dette nederlag har nok heller ikke gjort det lettere for ham at sikre sig en kontrakt med en (udenlandsk) promotor.

  3. For god ordens skyld, så fremgår resultatet DRAW på rekordlisten, og ikke som nederlag. Baalla gik videre på enhanced scoring system, hvor dommerne efter hver omgang har angivet hvor klart man har vundet omgangene i kampen.

    Men ja – med dette “nederlag” får han ikke muligheden for at vise sig frem på denne scene. Men som Alex fremhæver, så må der dog være bare en promotor i DK der kan bruge ham.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier