Den 4. november skal der for første gang være professionel boksning i Grønland. Frank Madsen (7-7) skriver på sociale medier, at han denne dag bokser ved et stævne i Nuuk.
“Det bliver den første professionelle kamp i Grønland,” skriver Frank Madsen, der har grønlandske rødder, men er bosiddende i Århus.
“Jeg tager nogle af de fantastiske fightere med fra The Colosseum, som skal bokse mod de hårde grønlandske boksere fra bokseklubben i Nuuk, Fight Club Nanoq,” tilføjer han.
34-årige Frank Madsen har haft ganske god aktivitet i sin professionelle karriere. Hans seneste seks kampe er dog endt med nederlag på forskellige udebaner, og han har dermed udviklet sig til en journeyman. Det vil derfor pynte, at han igen får en sejr på rekordlisten.