”Boksning er en publikumssport, og når man er professionel, ser tilskuerne og promotorerne gerne, at man har noget vildskab i sig. I denne kamp er der flot boksning, men jeg savner, at han lugter lidt mere blod.”
Ovenstående bemærkning kom fra Andreas Lynggaard, medkommentator på Pluto TV, da der var én omgang tilbage af den professionelle del af lørdagens Herlev Fight Night. I fem omgange havde den lokale helt, Elias Idrissi (6-0), været teknisk overlegen mod den erfarne sydafrikaner David Rajuili (13-14-1), men selvom den 21-årige dansker på hjemmebanen i Herlev viste boksning på et højt niveau foran en fyldt hal, manglede der ligesom noget.
Publikum gav i hvert fald ikke meget lyd fra sig.
Det samme var tilfældet i opgøret mellem Ahmad El Ahmad (6-0) og Ronald Olkwera (3-3-1), der forløb efter stort set samme skabelon. Masser af teknik, bevægelse og hurtighed – og ikke så meget drama. Den slags er herligt for boksefeinschmeckere, der nyder teknisk kunnen mere end noget andet. For den slags mennesker er det mindst lige så smukt, når de tekniske evner forhindrer modstanderen i at komme ind med en træffer, som når den lokale helt selv kommer i mål og rammer sin modstander.
De to opgør med Elias Idrissi og Ahmad El Ahmad i det danske ringhjørne forløb som sagt efter omtrent samme mønster. Der er tale om to tekniske boksebegavelser, der begge er meget hurtige på hænder og fødder og som er en nydelse at følge, når man interesserer sig voldsomt meget for boksning. Problemet er bare, at den type mennesker ikke findes i tilstrækkeligt stort omfang til, at de alene kan holde det professionelle boksegame kørende, og derfor skal en bokser også appellere til et andet publikum: Til dem, der ser et boksestævne som en god aften i byen, hvor man sammen med vennerne får en stribe fadøl og kommer i stemning, når en bokser blev sendt i brædderne.
Den type tilskuere var der en del af i Herlev Hallen lørdag aften, men de må have manglet noget, da de gik hjem efter sidste gonggong. For mens feinschmeckerne kunne nyde de i alt 12 omgange med højt teknisk niveau, kunne de, der skal bruge lidt mere brutalitet for at blive underholdt, konstatere, at der ikke var en eneste bokser, som i løbet af aftenens fire professionelle kampe måtte ned for at kysse Tobias Dyvbad, som denne aften prægede kanvassen.
Idrissi og El Ahmad mødte begge deres hidtil bedste modstandere i deres korte profkarrierer, og de viste, at de begge er fremragende boksere. De viste desværre også, at de har ikke meget punch i handskerne. Og selvom de begge udboksede deres modstandere, har Andreas Lynggaard – som i øvrigt er fremragende i rollen som medkommentator – en klokkeklar pointe, når han påpeger, at det ikke er nok at udbokse modstanderen, hvis tilskuerne sover, mens det sker. For så er det vanskeligt at overbevise dem om, at de skal købe billet næste gang.
I efterrationaliseringens lys viser det sig dog, at Elias Idrissi er lovligt undskyldt. Dagen derpå kunne han på sociale medier fremvise billeder af sin højre hånd, der var pakket ind i gips, efter han allerede i 2. omgang af lørdagens kamp brækkede em kno. Ligesom en tømrer ikke kan slå et søm i bund med en knækket hammer, kan man dårligt forlange af en bokser med en brækket hånd, at han skal slå en modstander i gulvet. I sådan en situation handler det om at slippe helskindet ud af opgøret, og det må man sige, at Idrissi trods alt gjorde.
Vi manglede en knockout
Mens der bokseteknisk blev vist gode takter fra både Idrissi og El Ahmad, var stævnets to indledende profkampe med Amre Allman (2-1) og Gustav Thorsen (4-0) en noget mere blandet fornøjelse. At Thorsen kom op mod en mere hårdfør modstander i form af hollandske Giovanni Auriemma (2-5-1) var nødvendigt, for den danske sværvægter trængte til at gå nogle omgange efter at have vundet alle sin hidtige profkampe på lette knockouts.
Selvom det blev til en klar dansk sejr, så Thorsen alt andet end overbevisende ud. Det, der begyndte lovende med en dansker, der holdt sin modstander i skak med et effektivt venstre jab, udviklede sig hurtigt til noget roderi. Auriemma så sin chance, når han fik sig most ind på halvdistancen, og den slags angreb havde Thorsen ikke ret mange andre våben mod end at gå i clinch og holde, hvorefter det hele kunne begynde forfra.
Heller ikke opgøret mellem Amre Allman (2-1) og tjekkiske Tomas Podlas (3-8) skriver sig ind i historiebøgerne, men her kan en del af den tvivlsomme ære tilskrives matchmakeren. Et professionel boksestævne skal indeholde velmatchede kampe, ja, men det skal også indeholde drama. I Herlev så vi fire profkampe, hvor ingen af de otte boksere på noget tidspunkt var i nærheden af at blive sendt til tælling, og det bliver for det brede publikum lidt for kedeligt i længden. Den bokser, der burde have sendt sin modstander ned i Tobias Dybvad-højde, var Amre Allman, der skulle rejse sig fra et nederlag i sin seneste kamp og derfor havde haft godt af at stoppe en modstander. Alligevel blev han stillet over for en hårdfør journeyman, som forudsigeligt nok blev stående på benene. Det havde klædt stævnet, hvis publikum var kommet op af stolene ved en knockout.
Rngsde Promotion har planer om et stævne den 14. december i Odense i samarbejde med Vollsmose Boxing, men allerede næste lørdag skal manden bag promotorselskabet, Kem Ljungquist (18-0), i ringen til det, der uden tvivl bliver hans absolut største og vanskeligste opgave i karrieren. Han skal til Østrig for at møde Murat Gassiev (30-2) i en kamp, der i tilfælde af sejr kan bringe Ljungquist i spil til en kamp mod en af vægtklassens helt store drenge og samtidig sikre ham økonomisk for resten af livet.
Det var et fint stævne i Herlev. Udsolgt. 2.000 publikummer der hujede og heppede, så der var god stemning.
Og der var masser af drama, dog ikke i ringen.
Det var lige før at den bedste kamp foregik på stolerækken bagved os, hvor to unge damer med trutmunde, plasticpatter og tusser var ved at komme op at slås.
De råbte og truede hinanden med tæsk og det der var værre. Men de endte med at kramme hinanden. Det må være noget Vestegns-kulturelt jeg ikke forstår.
Jeg er helt enig i at det var godt at – specielt – Thorsen fik en stærk modstander. Og så i hans første kamp over 6 omgange. Han startede fint på afstand, og med fodarbejde, men kors hvor blev det derefter noget klammeri.
Men i fjerde(?) omgang skiftede han tilbage til afstandsboksning, og det var vældig nydeligt. Det holdt desværre ikke så længe, inden han igen tillod modstanderen at komme for tæt på.
Da kampen blev ringet af, gik Gustav til sit ringhjørne med et mellemgulv der lignede en blæsebælg. Han fik lov at arbejde for den sejr!
Og det var ikke kun feinschmeckere som mig der havde en god aften. Til en god pris. 308 for en Ringside er ikke at kimse ad.
Mine 3 ‘sjukker som alle er “nybegyndere” i boksestævner, var fuldt ud tilfredse med stævnet. Selvom vi savnede en KO, havde vi en dejlig aften.