Selvom Ali Hussein (8-2-1) lørdag aften var på udebane i Tyskland, leverede han en fornem indsats og stoppede tyske Felix Kriedmann (6-2), som valgte at blive i sit ringhjørne efter syv omgange.
Danskeren indledte ellers meget roligt, og i kampens to første omgange havde ingen af de to boksere ret mange træffere. Det var dog Kriedmann, der med et par jabs kom bedst fra 1. omgang, mens Hussein nok knebent tog 2. omgang.
Men herefter var der ikke den store tvivl. Når Ali Hussein holdt sig aktiv og tog initiativet i stedet for at lade Felix Kriedmann slå først, var der ingen tvivl om, hvem der var bedst.
I 7. omgang blev forskellen på bokserne større. Selvom det umiddelbart så ud som om, at Husseins lige højre oftest endte i de tyske parader, viste en blodtud, at der også gik rene træffere ind.
Efter 7. omgang valgte tyskeren at blive siddende i hjørnet, og dermed kan Ali Hussein nu prale af at være international tysk mester i forbundet GBA.
Nederlag til debutant
Mindre godt gik det for debutanten Niklas Pedersen, som tidligere på aftenen blev stoppet mod den ligeledes debuterende Vadyslav Ishchuk (1-0). Niklas Pedersen var ellers fint med i opgøret, men i 2. omgang måtte han i gulvet. Han kom op, men han var efterfølgende presset og endte igen på gulvet – det lignede dog, at det var et skub, der var årsagen.
Alligevel valgte kamplederen at afbryde kampen og erklære Niklas Pedersen som taber på knockout.