Det var nok ikke den bedste kamp, hun nogensinde har bokset – og retter man blikket fra papiret til bokseringen, er det heller ikke den bedste modstander, hun nogensinde har mødt. Alligevel kan Dina Thorslunds (20-0) sejr fredag aften over mexicanske Yuliahn Luna Avila (25-4-1) meget vel ende med at blive den sejr, vi om mange år kommer til at kigge tilbage på, når talen falder på Dina Thorslund.
Der har gennem de seneste år været meget snak om, hvor højt hun har ønsket at møde vægtklassens øvrige bælteindehavere. I en årrække er det blevet ved snakken, mens hun har forsvaret sin WBO-titel mod mere eller mindre kvalificerede udfordrere, men nu lykkedes det endelig at få en af øvrige mestre lokket til Vestjylland. At Yuliahn Luna Avila var WBC-verdensmester, var rigeligt til at gøre hende eftertragtet, og da hun endda var en bokser, som Thorslund viste sig at kunne køre over, blev hun kun endnu mere interessant.
Da de to boksere først stod i ringen, forløb det som forudset. Mexicaneren boksede underligt nok defensivt, for hvis hun havde lavet sit hjemmearbejde og studeret sin kommende modstander nærgående, ville hun, ligesom alle andre, der kender Dina Thorslund, vide, at det ikke er vejen til sejr at lade danskeren tage ringens midte og dermed styre opgøret med den fysiske styrke, der er til hendes fordel. Ikke desto mindre var det sådan, Luna forsøgte sig, og det kom der i hendes perspektiv ikke noget positiv ud af. Thorslund er ikke noget teknisk unikum, men hun er fysisk stærk og særdeles veltrænet, og den fysik kunne mexicaneren ikke stille noget op imod.
Bortset fra slutningen af 2. omgang, hvor Thorslund et kort øjeblik virkede ramt, var der stort set dømt cruise control. Lunas defensiv var for solid til, at hun blev decideret udklasseret, men mexicaneren var aldrig i nærheden af at vinde. Alligevel var Thorslund gennem alle omgangene helt oppe på mærkerne.
”Jeg synes ikke, at jeg ligesom i andre kampe vidste, at jeg havde den, for nogle omgange var tætte. Men jeg havde en god fornemmelse hele vejen, og jeg følte aldrig, at jeg var bagud eller gav for mange omgange væk,” sagde Dina Thorslund efter kampen til Sport Live.
Danskeren fik aldrig gang i det dybe arbejde, der i mange kampe har været hendes varemærke, og som det kunne virke oplagt at satse på mod en højere modstander. Men det var der en helt naturlig forklaring på.
”Jeg vil gerne slå dybt, men jeg kan se, at hun havde trukket skridtbeskytteren mega højt op. Samtidig ved jeg, at hun er god på de små hooks, så hvis jeg smider den (paraden, red.) og ikke rammer med noget, der virker, og jeg så får et hook ind over, som er tydeligere, får hun pointet. Så jeg fik ikke slået dybt, som jeg gerne ville, men så fik jeg ramt med noget andet,” sagde Dina Thorslund, som endnu ikke ved, hvad den nærmeste boksemæssige fremtid kommer til at byde på.
”Der er en tyrker, som er førsteudfordrer, så hun skal have chancen for at møde mesteren. Jeg skulle egentlig være klar til at møde hende i december, men nu har jeg hørt, at hun går efter IBF. Så jeg ved det faktisk ikke,” siger hun.
Forberedelserne ødelagt
Lige så planmæssigt forløb aftenen for Jacob Bank (11-0). Den 22-årige supermellemvægter havde haft en temmelig kaotisk optakt til opgøret mod montenegrinske Amir Skrijelj (18-6), hvor han tre uger inden stævnet fik et cut ved det ene øje. En sparringspartner, der skulle have bragt ham i kampform, blev derfor sendt hjem igen.
”Det er første gang, at jeg har bokset en kamp uden at have haft nogen sparring. Sparringsparten var på vej herop, så det var mega ærgerligt,” sagde Jacob Bank til Sport Live efter opgøret, der endte med en let og overbevisende sejr i 2. omgang.
Med blot en uges varsel måtte Bank endda forberede sig på en ny modstander, da Leonard Carillo (16-5) blev skiftet ud med Almir Skrijelj. Det gav en kvalitetsmæssigt lavere modstander, men oven på en titelkamp i juni og en mulig tjans som hovedkæmper senere på efteråret er der intet galt i en let holde-i-gang-kamp. De ydre omstændigheder taget i betragtning var skiftet af modstander måske endda en fordel, erkendte hovedpersonen efter opgøret.
”Den modstander, der meldte fra, var en hård fyr, så hvis der skulle komme et afbud, var det nok meget godt, at det var denne gang,” sagde Jacob Bank.
Lovende teenager
Både Mikkel Gribsholt (2-0) og Nesar Kunduzi (2-0) sikrede sig de forventede sejre efter gode og underholdende kampe mod georgiske modstandere. Især 19-årige Gribsholt leverede en flot en knockout mod Bacho Jintcharadze (2-6), som ellers bed godt fra sig. Kvaliteten af georgiske journeymen er generelt meget svingende, men både Jintcharadze og Davit Shervashidze, som Kunduzi pointbesejrede, hører til i kategorien af modstandere, som kæmper for deres beskedne chance og derfor leverer den modstand, de er bestilt til. Det lykkedes dog for Mikkel Gribsholt med en højre til kæben at få afgjort sin kamp før tid.
”Det er et slag, vi har øvet meget i træningslokalet op til kampen, efter vi har set nogle kampe med ham,” lød det efter opgøret til Sport Live fra Mikkel Gribsholt, som tager masser af læring med fra opgøret.
”Jeg lærte, at man skal være tålmodig, og at det er vigtigt at have en plan, når man går derop,” sagde han.
Mikkel Gribsholt er en lovende og spændende bokser at følge, men der er lang vej til toppen. Han mangler noget fysik, og et par sæsoner mere som amatør havde næppe skadet hans udvikling. Derfor vil han formentlig blive ført noget mere forsigtigt frem, end tilfældet har været for eksempelvis Jacob Bank.
Knap så ophidsende var sejren til Payman Akbari (8-1-2), som virkede uskarp, men trods alt fik slæbt en pointsejr i land mod italienske Pietro Caputo (2-3). Det var en meget rodet affære, men heldigvis kom der nogle helt anderledes gode boksemæssige oplevelser fra nogle af stævnets. udenlandske boksere – og det understreger faktisk stævnets svaghed.
Danske tilskuere har ikke samme interesse for udenlandske boksere, som de har for danske – heller ikke selvom kvaliteten er væsentligt bedre. Det led stævnet lidt under, for det var brasilianske Hebert Conceicao Sousa (5-0) og irske Steven Cairns (6-0), som var de beste blandt stævnets forkampe. Sousa gjorde det hurtigt af med polske Robert Talarek (27-22-3), som gennem mange år har været en solid journeyman, men efterhånden må være over the hill, mens Cairns, der i øvrigt blev sekunderet af Dave Coldwell, som gennem årene har arbejdet tæt sammen med folk som Tony Bellew, David Haye og Dereck Chisora, havde let spil mod Marian Waselowski (3-8-1).
Men det var altså Dina Thorslund, som bar stævnet og nu kan glæde sig over karrierens bedste sejr. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt – og ærgerligt – er det, at stemningen i den i øvrigt fremragende arena i Holstebro aldrig nåede op på samme niveau som ved tidligere Thorslund-kampe. TK Promotion havde i dagene op til stævnet annonceret, at arenaen var ”næsten fyldt til bristepunktet”, men i så fald valgte mange, der havde indløst billet, at blive hjemme. At Claus Elgaard forsøgte at bilde Sport Lives sagesløse seere ind, at der var 3000 tilskuere i arenaen, var skudt lige så langt forbi som ævleriet om, at opgøret skulle være det største i dansk boksning nogensinde, og at The Rings titel ikke tidligere har været på spil i Danmark.
Dina Thorslunds sejr var stor, flot og imponerende. Det behøver man ikke lyve eller overdrive for at slå fast.
.