Nikolay Piddubnyy (4-0) kom på særdeles hårdt arbejde mod franske Charly Mbuyi (4-6). Begge boksere havde taget de hårde træffere med, og det endte med at begge boksere måtte en tur i gulvet. Det var dog Nikolay Piddubnyy der kunne trække sig ud af opgøret som sejrherre.
De første par omgange boksede Nikolay Piddubnyy den hjem fra afstanden, mod en franskmand der var bedre end den negative rekordliste viste. I de første omgange havde begge boksere deres momenter, hvor det var Nikolay Piddubnyy der havde de fleste slag, mens Charly Mbuyi satsede meget på sin vilde sving.
I tredje omgang sendte Nikolay Piddubnyy franskmanden i kanvassen efter et flot højre kryds.
Franskmanden indledte fjerde omgang med en hård offensiv, og fik sendt Nikolay Piddubnyy i brædderne. Nikolay Piddubnyy fandt igen afstanden til Mbuyi og kom godt tilbage.
I femte omgang kom kampens afgørelse. Nikolay Piddubnyy sendte en hammer af en højre afsted, der sad lige på kæben. Charly Mbuyi blev sendt i kanvassen med hovedet først, og Per K. Hansen talte ham ud.

