onsdag, 11. december 2024

Et lille trin på en meget høj stige…

Det er næste lille trin på en meget høj stige, som Jacob Bank (14-0) skal forcere, når han lørdag aften er hovednavn ved TK Promotions stævne i hjembyen Kolding. Her står han over for tyske Ibo Maier (13-0) med muligheden for at vinde sin tredje WBO-titel – og selvom han stadig er langt fra et bælte, der glimter af VM, så er det den hidtil bedste af titlerne, han nu får mulighed for at erobre.

Jacob Bank er aktuelt placeret som nummer 8 på WBO’s verdensrangliste, og den placering bliver ikke ringere af, at han nu skifter forbundets europæiske titel ud med Global-titlen. Derudover får danskeren inden længe mulighed for at blive rangeret på EBU’s europarangliste, hvorfra han har været blokeret, så længe han har været i besiddelse af et verdensforbunds europæiske titel. Boksepolitik kan være indviklet, men en kort konklusion på titelcirkusset må være, at det er en særdeles god forretning at bytte den Europa-titel, som Bank tidligere har haft, ud med Global-titlen.

28-årige Ibo Maier, der er tysker med rødder i Congo, er næppe Jacob Banks stærkeste modstander i karrieren, men derfor kan han sagtens være velvalgt. Den 23-årige dansker har sat kursen direkte mod toppen, men kunsten er ikke at nå hurtigst muligt op på øverste trin. Kunsten er at nå derop i det øjeblik, man er klar til det, og i en periode, hvor Jacob Bank har cyklet rundt mellem flere forskelige trænerkonstellationer, er det ikke nu, han skal møde sin største udfordring nogensinde. Han har i forvejen mødt modstandere på et helt anderledes niveau end TK Promotions øvrige boksere, der for de flestes vedkommende er blevet matchet et sted imellem forsigtigt og overforsigtigt. Det er ikke tilfældet med Jacob Bank, der er blevet stillet over for solide udfordringer, som han hver eneste gang har klaret med bravour.

Det kommer han formentlig også til mod Ibo Maier, der skal op mod en bokser på et helt andet niveau, end han hidtil har prøvet. En sejr over den tidligere IBF-verdensmester Kassim Ouma ser flottere ud, end den er, for den kom på et tidspunkt, hvor Ouma var totalt shot. Ibo Maier er en bokser, hvis defensiv kan se ret tvivlsom ud, fordi han i stedet satser på sine hurtige hænder og gode bevægelighed. Det kan være en meget fin taktik, hvis man er den hurtigste i ringen, og det er Maier vant til at være – men det er han ikke, når han kommer op mod Jacob Bank.

Danskeren vil være i stand til at styre slaget efter samme skabelon, som vi kender. Teknisk vil Bank være tyskeren overlegen, og det vil derfor blive en kamp, hvor den store spænding om udfaldet hurtigt vil være overstået. Dertil er danskeren for god. Jacob Bank kommer til at udbokse Ibo Maier på kryds og tværs, og det store spørgsmål bliver alene, om Ibo Maier formår at overleve alle 10 omgange, eller om Bank får afgjort sagerne, inden vi når så langt. En knockout vil afgjort pynte, så det sætter vi vores lid til.

Ibo Maier bliver præsenteret som ubesejret, og hans rekordliste på BoxRec indeholder 13 kampe og lige så mange sejre. Går man i stedet en tur på YouTube vil man finde en kamp, hvor Ibo Maier for et lille års tid siden bliver besejret af John Serunjogi i en kamp om WBA’s afrikanske titel. Den kamp blev afbrudt, da Maier kom til skade med sin skulder, og netop deri ligger den angivelige forklaring på, hvorfor kampen ikke findes på tyskerens officielle rekordliste: WBA ændrede efterfølgende resultatet, og man må derfor forstå, at opgøret aldrig har fundet sted.

Ljungquist klæder et stævne

Stævnet byder på i alt syv kampe, og tilføjelsen af Kem Ljungquist (18-1) til programmet må siges at være en gave. Sværvægteren går dermed i ringen blot fire uger efter, at han på udebane i Armenien fik mavemusklerne alvorligt testet mod Murat Gassiev, der slog danskeren ud i 5. omgang. Denne gang ser modstanden helt anderledes komfortabel ud, når Ljungquist står over for argentinske Maximiliano Alejandro Sosa (12-9).

Havde det ikke været for Kem Ljungquists nylige tur til Armenien – og ikke mindst udfaldet af den – ville Maximiliano Alejandro Sosa være en modstander, der fik en til at rynke på næsen. Blot fire uger efter et knockout-nederlag ser tingene dog lidt anderledes ud, og her handler det alene om, at Ljungquist igen skal have en succesoplevelse i ringen. Han skal have følelsen af sejr i frisk erindring, og hans rekordliste skal have et grønt flueben ud for den øverste kamp – for uanset at en sejr over en modstander som Sosa kan synes overflødig, er det blandt potentielle modstandere og i de store verdensforbund, hvor Ljungquist stadig håber at kunne komme i betragtning til en attraktiv kamp, ret væsentligt, at ens seneste tur i ringen resulterede i en sejr.

Sådan en sejr skal Kem Ljungquist nok få, for der er klasseforskel på ham og hans argentinske modstander. Sosa er en meget bevægelig bokser, der gerne skifter fodstilling, men boksemæssigt er han langt fra danskerens niveau. Ljungquist vil styre opgøret med sin lange højre, og han bør kunne gøre kampen færdig, inden de seks omgange er gået.

Interessant danskeropgør

Et opgør mellem to danskere er altid en smule mere interessant. Denne gang er det tilmed et opgør, der på forhånd synes svært forudsigeligt, når Steffen Rørstrøm (3-0) og Thorbjørn Boudigaard (4-1) tørner sammen. Rørstrøm overraskede i foråret ved at besejre Amre Allman i en kamp, hvor han viste styrken over den halvlange distance og evnede at holde fast i sin taktik, selvom den i begyndelsen ikke så ud til at tippe til hans fordel. På den lange bane viste det sig at være en god idé, og det endte med en fortjent sejr.

Thorbjørn Boudigaard har kun én gang som professionel mødt en modstander på niveau med Steffen Rørstrøm – og det var i debuten, hvor han tabte til Hamza Hussein. Han har vist fine takter i de efterfølgende kampe, hvor modstanden dog har været meget overskuelig.

Det er en kamp, hvor udfaldet langt fra er givet på forhånd. Herfra gætter vi på en pointsejr til Steffen Rørstrøm.

Polakker på alle niveauer

Både Morten Givskov (3-0), Francis Fordjour (3-0) og Abdul Khattab (19-3-1) møder polske modstandere – og det er modstandere af en blandet kvalitet. Den bedste af de polske modstandere Jakub Sosinski (8-7-1), der møder Givskov. Rekordlisten med cifre i nogenlunde balance dækker over, at polakken har mødt ganske stærke modstandere, og at Givskov ikke kommer til at blæse ham ud, som det er sket i danskerens tre første profkampe. Morten Givskov trænger til en modstander, der kan presse ham ud på distancen, og det vil komme til at ske mod Sosinski.

De gæsteoptrædende Khattab og Fordjour kommer til at vinde let, selvom de begge meget vel kan få brug for alle de planlagte omgange. Abdul Khattab var engang et stort talent, men når Daniel Przewsieslik (3-15-2) bliver vurderet som en passende modstander til ham, viser det, at det er gået kraftigt ned ad bakke. Polakken ligner en klassisk journeyman med de grundlæggende boksefærdigheder på plads, så meget skal gå galt, hvis ikke den kamp kommer til at gå alle de planlagte omgange.

Jakub Laskowski (4-32-1) er alene valgt som modstander til Francis Fordjour, fordi han er en hårdfør bokser, der trods utallige nederlag kun meget sjældent bliver stoppet før tid. Fordjour har vundet sine tre kampe meget hurtigt, men denne gang får han nogle flere omgange på kontoen, hvilket er hele formålet med matchningen. En seværdig eller interessant kamp bliver det næppe, men det lader matchmakeren ikke til at tage så tungt.

Flere omgange skal Melissa Mortensen (2-0) også forberede sig på, når hun endelig skal i ringen mod ungarske Gabriella Mezei (11-35-5). De to skulle have mødtes i Holstebro for fire uger siden, men et sent afbud gav i stedet Mortensen en skrækkelig modstander. Mezei er helt anderledes kompetent, og hun vil komme til at give modstand til den unge dansker. Det bliver Mezeis fjerde optræden i Danmark, og de tre første er endt meget forskelligt: Med en udradering mod Dina Thorslund, et hæderligt pointnederlag til Sarah Mahfoud og et uafgjort resultat mod Diana Nadim. Størst er sandsynligheden for, at Melissa Mortensen kommer til at gøre Sarah Mahfoud kunsttykket efter.

Stævnet i Kolding begynder klokken 19, og det kan følges på Sport Live.

I denne weekend er der desuden danske mesterskaber for amatører, og lørdag aften bliver stævnet lukket med en professionel kamp, når Michael Nielsen (7-5) møder moldoviske Ilie Munteanu (0-3). Det ligner en overkommelig modstander, der kan få danskeren tilbage på vindersporet efter fire nederlag i de seneste fem kampe. Større modstand kan dog vente meget snart, for ifølge BoxRec skal Michael Nielsen om to uger til Holland og møde den ubesejrede Fazil Juma (6-0).

DM-stævnet fra Brædstrup kan ligeledes ses på Sport Live.

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier

Nordisk tungviktsranking

Lätt seger för Kolbeinn

Inför SM 2024