Der bliver efter alt at dømme fyldt godt op på tilskuerpladserne, når Herlev Boxing og Rngsde Promotion lørdag byder indenfor til Herlev Fight Night. Stævnet har gennem en årrække været en tradition for amatørklubben, der har for vane at trække fulde huse, når de lokale helte går i ringen.
Ved sidste års Herlev Fight Night debuterede to af de lokale håb, Elias Idrissi og Gustav Thorsen, som professionelle, men selvom de ved dette års stævne udgør to af de fire professionelle kampe, må æren for det flotte tilskuerfremmøde stadig tilskrives amatørklubben. De fire danske profboksere er alle på et tidligt stadie i karrieren, hvor de er i færd med at blive ført forsigtigt frem. De er alle favoritter til at få en ny sejr, men det ser i flere tilfælde ud som om, at niveauet på modstanderne har fået et tiltrængt løft.
Elias Idrissi (5-0) er den mest lovende bokser i Rngsde-stalden. Efter et år som professionel har han bokset fem kampe mod meget overkommelig modstand, og denne gang står han for første gang over for en modstander, der ikke uden videre lægger sig ned. Sydafrikanske David Rajuili (13-13-2) var for et år siden en tur i Næstved, hvor han bed godt fra sig mod svenske Anthony Yigit, inden han måtte se sig besejret på point. Meldingerne fra den sydafrikanske lejr lyder, at David Rajuili har trænet seriøst til kampen, og at han kommer til Danmark med det formål at vinde. Derfor bør Elias Idrissi være vågen fra første gonggong.
David Rajuili er blevet 35 år og har formentlig sine bedste dage bag sig, men han er en fysisk stærk og arbejdsom bokser, som på sine bedste dage vil være i stand til at gøre livet surt for den unge dansker. Da det oven i købet er første gang, at Idrissi skal bokse seks omgange, kommer han til at bevæge sig ud på ukendt land. I sine seneste kampe har Rajuili endda bokset to vægtklasser over Idrissi og kan derfor have en fysisk fordel, selvom bokserne fredag vejede stort set det samme. Danskerens hurtighed og bedre tekniske evner bør dog alligevel blive udslagsgivende, og derfor ligner det en dansk pointsejr efter seks omgange. En sejr, der forhåbentlig vil vise sig at være mere end blot et grønt flueben på rekordlisten, men som vil være med til at bringe Elias Idrissi videre til næste niveau.
Bedre end cifrene
Ahmad El Ahmad (5-0) har i sine første fem profkampe demonstreret en masse teknisk kunnen, masser af hurtighed og bevægelse – og ikke ret meget slagkraft. Derfor tyder meget på endnu en pointsejr til samlingen, når han møder Ronald Olkwera (3-2-1). Den 35-årige kenyaner, der er bosiddende i Spanien, er blevet professionel i en forholdsvis sen alder, og selvom han ligner en velskolet bokser, der er hurtig på hænderne, bokser han også ret oprejst. Han ligner en bokser, som Ahmad El Ahmad med sine hurtige hænder og gode bevægelighed kan besejre, men det bliver næppe før tid. Det ligner endnu en dansk pointsejr.
Gustav Thorsen (3-0) debuterede ligesom Idrissi ved det seneste Herlev Fight Night, og rekordlisten indeholder nu tre meget lette sejre. Selvom cifrene på rekordlisten hos Giovanni Auriemma (2-4-1) ikke ser specielt skræmmende ud, ligner han ikke en bokser, der uden videre lade sig kvadre.
Især sejren over Kristian Prenga, der i dag har en rekordliste på 15-1 og er nummer 57 på BoxRec-listen, viser, at Auriemma ikke er uden evner. Han er med sine 182 centimeter en lille og kompakt sværvægter, som Thorsen skal forsøge at styre på afstand med sine lange arme. Auriemma er ikke vanvittigt bevægelig, men kan blive farlig med sine hooks, hvis han får lov at komme ind på den rigtige afstand. Derfor vil nøglen til en dansk sejr være, at Gustav Thorsen holder sig på afstand og udnytter den lange rækkevidde. Formår han det, skal det nok blive til en dansk sejr, selvom det bliver danskerens absolut hårdeste af slagsen i hans endnu meget korte karriere.
Allman tilbage på vindersporet
De planlagte fem professionelle kampe ved stævnet er blevet til fire, da Emil Kot (3-1) har meldt afbud med sygdom. Med på programmet er også Amre Allman (1-1), der også er på hjemmebane, da han tidligere har repræsenteret Herlev Boxing som amatør. Hans seneste profkamp forløb ikke som planlagt, for de fleste havde nok ventet, at Amre Allman ville være i stand til at besejre Steffen Rørstrøm, men efter en god start løb han tør for luft og måtte indkassere et nederlag.
Så galt går det næppe denne gang, hvor han møder tjekkiske Tomas Podlas (3-7) i en kamp, der nok skal få danskeren tilbage på vindersporet. Den 20-årige tjekke, der kun har været professionel bokser i et år, ligner en klassisk journeyman. Han er meget bevægelig i både benene og overkroppen, men han ligner ikke en, der har bokset snesevis af amatørkampe. Han virker i det hele taget ret uskolet, selvom han oftest formår at undvige de allerværste øretæver. Boksemæssigt kommer han ikke i nærheden af Amre Allmans niveau, og det ligner derfor en stensikker dansk pointsejr.
Stævnets amatørkampe kan fra klokken 18.45 følges på Sport Live, mens de professionelle kampe bliver vist på Pluto TV. Den professionelle del af stævnet begynder klokken 21.