Gustav Thorsen (6-0) kommer til at stå over for en særdeles erfaren modstander, når han den 4. oktober bokser sin næste kamp. Den finder sted ved Herlev Fight Night, og her møder han Muhammed Ali Durmaz (35-36) fra Tyskland.
Durmaz har bokset hele 71 kampe, som kun meget sjældent går tiden ud. Hans sejre er kommet mod modstandere med tvivlsom kvalitet og når han står over for stærke boksere, har han sjældent så meget at svare igen med. Af sine 35 sejre har han vundet 32 før tid, men er tilmed selv blevet stoppet 31 gange.
Ved stævnet i Herlev er Oliver Zaren (17-0) øverst på plakaten i en kamp om IBF’s intercontinentale titel, mens Elias Idrissi (9-0) får mulighed for at vinde IBF’s ungdomstitel.

