Enock Poulsen (12-0) var godt i gang med forberedelserne til forsvaret af sit EM-bælte mod franske Franck Petitjean (23-6-3), da kampen igen-igen blev udsat. Årsagen er, at den franske promotor, som har vundet retten til at arrangere kampen, ikke kan få afsat den til fransk tv og dermed ikke kan sikre sig indtægter, der kan få arrangementet til at løbe rundt.
Kampen er blevet udsat adskillige gange, og det vækker frustration i den danske lejr.
“Det er ingen hemmelighed, at jeg er superfrustreret og ked af det over, at EBU tillader de sløvepadder af franskmænd til hele tiden at udsætte kampen,” skriver Enock Poulsen på sin Facebook-profil.
“Der er regler, som ikke bliver holdt, men Bettina og jeg er små fisk i det her, og vi kan intet stille op. Vi kaster en masse penge efter sparringspartner, kost, logi og transport for den pågældende dato, som så ikke bliver en realitet,” tilføjer han.
Ifølge EBU er det nu enten 18. eller 25. marts, som er dato for opgøret. Bettina Palle har dog meddelt, at hun agter at klage over de konstante udsættelser.