fredag, 20. september 2024

Enock får ny EM-modstander

Enock Poulsen (11-0) skal – igen – forberede sig på en ny modstander, når han skal forsøge at vinde den ledige EM-titel i letweltervægt. Datoen forbliver dog den samme, nemlig 7. januar, men det bliver nu franskmanden Franck Petitjean (25-5-3), som danskeren skal møde. Det meddeler Den Europæiske Bokse Union, EBU.

33-årige Franck Petitjean ligner på papiret ikke nogen lettere modstander for danskeren end hans oprindelige modstander, Massi Tachour. Franskmanden skulle inden jul have bokset om EU-titlen, men han får nu få uger senere chancen for at vinde den rigtige EM-titel mod Enock Poulsen i Brøndby Hallen.

EBU meddeler samtidig, at Massi Tachour bliver officiel udfordrer til vinderen af opgøret mellem Enock Poulsen og Franck Petitjean.

Ifølge mediet Boxeringweb er det personlige problemer, der har fået Massi Tachour til at trække sig fra opgøret.

Enock Poulsen vil op til EM-kampen forberede sig sammen med den tidligere EBU-mester Anthony Yigit, som kommer til Århus som sparringspartner. Yigit fortæller selv, at han efter planen får en kamp ved stævnet den 7. januar.

4 COMMENTS

  1. Er Yigit blevet Palle-bokser? Eller er det (en del af) hans “løn” for at sparre med Enock?
    Eller….?
    Hvis han får en ok modstander, så er det fa en vældig fin bokser at kunne sætte på programmet

  2. Yigit er vist begyndt på skuespillerskolen i Stockholm, og det har den seneste tid ladet til at interessere ham væsentligt mere end boksning.

    Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem, at Yigit bliver hyret som sparringspartner, og at han kommer på programmet. Men når Enock har vundet EM-titlen, skal Palle jo også have en interessant modstander til et frivilligt forsvar, som gerne må kunne sælges til udenlandsk tv, ikke?

  3. Ahhh… naturligvis… skakspilleren Mogens der tænker flere træk fremad.
    Men så bliver det nok ikke en “ok modstander” for det vil jo hjælpe med til at sælge Enock vs Yigit hvis Yigit kommer direkte fra en KO-sejr så MP kan reklamere med en “farlig knockout-specialist”.
    Men jeg håber på det bedste. Når Yigit bokser godt, så bokser han vældig godt, så jeg krydser fingre for at Yigit strammer balderne en sidste gang, og at Mogens kan finde en modstander der kan bringe det bedste frem i Yigit.

  4. Mig bekendt skal vinderen af Poulsen vs Petitjean først møde Tachour og så har det lange udsigter for Yigit

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier