Det var et hård slag for det samlede program ved lørdagens stævne i Royal Arena, da Sarah Mahfoud (14-1) af politiske grunde blev forhindret i at stille op i sin planlagte titelkamp. Mahfoud skulle have forsvaret sin WBC Silver-titel mod italienske Michela Braga (6-0), men det må hun ifølge WBC ikke, hvis hun vil bevare sin nyvundne status som officiel udfordrer til forvundets VM-titel. Det vil hun selvsagt gerne, og dermed må Sarah Mahfoud nøjes med at sidde ved ringside og kigge på, når lørdagens stævne bliver ringet i gang. Den pågældende titel, som hidtil har været Sarah Mahfouds, bliver der dog stadig bokset om, for italienske Braga møder nu i stedet nigerianske Elizabeth Oshoba (6-0) i en kamp om det bælte, der nu er ledigt. Det er fint for de to boksere, men for det danske boksepublikum, der kommer til Royal Arena for at se dansk topboksning, er det en komplet ligegyldig kamp.
Det er en stor bet for Bettina Palle, at hendes mediemæssigt største navn er blevet forhindret i at stille op, og at Mahfouds planlagte kamp med et fingerknips er blevet forvandlet til noget tid, der skal slås ihjel med en tur i baren, inden det, der nu er aftenens hovedbegivenhed, kan begynde.
Hovedbegivenheden er nemlig værd at se frem til, for selvom Oliver Meng (12-0) langt fra klinger lige så godt som Sarah Mahfoud i den brede medieverden, bringer han langt mere action, spænding og god boksning med op i den firkantede ring. Hans modstander, Felice Moncelli (24-8-1), er en bokser, som stilmæssigt ikke ligger mange kilometer væk fra sin landsmand Khalil El Harraz, som Oliver Meng i fjor besejrede i en overraskende tæt kamp og vandt WBA Continental Europe-titlen.
Moncelli ligner ikke nogen speedy gonzales. Han er en bokser, der gerne tager initiativet og søger konfrontationen med sin modstander. Han ligner derfor en bokser, som ligger fint til en kontraboksende Meng – men det gjorde El Harraz også, og her måtte Meng igennem 12 meget hårde omgange, inden han med det yderste af neglene fik hevet en sejr hjem. Nu står han over for en bokser, der godt nok ligner El Harraz, men formentlig er et niveau bedre. Derfor skal Meng altså oppe sig, hvis det ikke skal gå galt.
Det satser vi på, at han kan. I sin seneste kamp i oktober viste Oliver Meng bedre takter end i sine to foregående opgør – og ja, det var mod en mindre stærk modstander – men forhåbentlig kan han fortsætte sin fremmarch. På BoxRec’s computerrangliste ligger de to boksere side om side, hvilket tyder på en jævnbyrdig matchning, men hvis Meng bokser op til sit bedste, bør han kunne vinde over 12 omgange.
Italieneren er ubetinget en vanskelig modstander, og set ud fra en sportsligt perspektiv er kampen mellem Meng og Moncelli rigeligt interessant til at være hovedkamp ved et dansk stævne. Men ud fra et PR-mæssigt synspunkt er det et alvorligt handicap, at Sarah Mahfoud må forblive på tilskuerpladserne, for om man vil det eller ej – om det er rimeligt eller ej – er det hende, der har formået at bryde igennem mediernes lydmur. Den mur er vanskeligere at bryde igennem med Oliver Meng alene på toppen af plakaten, hvilket den ikke-eksisterende medieomtale forud for stævnet også viser.
Som en forkampe inden Superligaen
Det er Oliver Meng, som ene mand bærer stævnet i Royal Arena. Den generelt skrøbelige situation i dansk profboksning gør forståeligt nok Bettina Palle forsigtig med at skrive langtidskontrakter med stribevis af boksere, og af de fire boksere på undercardet er det kun Mathias Hansen (2-0), som er på en fast og længerevarende kontrakt. Hvis vi tager udgangspunkt i placeringerne på BoxRec’s computerrangliste, er Thorbjørn Boudigaard (1-1) den af de tre mandlige boksere, der bokser den mest interessante kamp – hvor han møder en modstander, der tidligere på året blev slagtet af Tobias Sørig. Det understreger med al tydelighed, at det er Oliver Meng, der skal holde stævnets sportslige fane højt, mens de øvrige profkampe svarer lidt til, når et lilleputhold får lov at spille forkamp på det store stadion, inden superligaspillerne skal i kamp.
Skulle det lykkes Thorbjørn Boudigaard at gøre Tobias Sørig kunsten efter og besejre Tamas Kozma, kan han hoppe et godt stykke op af ranglisten, for med en aktuel placering som nummer 460 i verden har Kozma næsten lige så langt ned til Thorbjørn Boudigaard, som han har op til WBO-verdensmesteren Chris Billam-Smith på førstepladsen. Der bør dog være gode muligheder for, at danskeren kan overtage den placering, for under sit seneste besøg i København virkede Tamas Kozma ikke frygtindgydende. Thorbjørn Boudigaard skal selvsagt vinde, for efter at have tabt sin debutkamp har han ikke råd til endnu et nederlag, hvis han skal gøre sig håb om ret mange flere optrædener i den firkantede ring.
Med sin teknisk begavede boksning har Hamza Hussein (4-0) vist ganske fin boksning i de to kampe, han i indeværende år har bokset på Bettina Palles stævner. Han bokser flot og er herlig at se på, men blandt det brede publikum er den slags boksere desværre mindre efterspurgte end punchere, der kan slå modstanderne i gulvet. Både Hamza Hussein og Mathias Hansen (2-0) har deres første knockout-sejre til gode, og det vil helt afgjort pynte på det samlede indtryk af stævnet, hvis de formår at skabe noget underholdning ved at afgøre kampene før sidste gonggong.
Stævnet vises på Pluto TV, som sender direkte fra klokken 21. Pluto TV er gratis og kan ses via kanalens app eller hjemmeside.
Pluto tv virker superfint i aften 👍🏼👍🏼
Kh
Jannie