søndag, 19. maj 2024

EBU: Poulsen bokser EM-kamp 4. februar

Det bliver den 4. februar, at Enock Poulsen (12-0) sætter sin EM-titel på spil mod franske Franck Petitjean (23-6-3). I hvert fald hvis man skal tro Den Europæiske Bokse-Union, EBU.

Kampen har haft flere forskellige datoer, siden det franske promotorselskab Y12 Boxing i efteråret vandt purseofferet. Men nu er det tilsyneladende allerede om mindre end tre uger, at de to boksere skal i ringen og bokse om EM-titlen i letweltervægt.

Det vil blive en revanchekamp, efter de to boksere mødtes i april sidste år i et opgør, hvor Enock Poulsen vandt efter et omdiskuteret forløb. Tre gange undervejs i kampen slog danskeren skulderen af led, og EBU gav efterfølgende franskmændene medhold i, at reglerne i den anledning ikke var blevet overholdt.

Enock Poulsens pointsejr i den første kamp står ved magt, men Franck Petitjean får altså en ny chance for at vinde den fornemme titel.

Kampen skal bokses i Paris-forstaden Creteil.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier