søndag, 1. december 2024

Dina vil forsvare VM-bæltet i klar og overbevisende stil

Det er en udfordrer af knap så skræmmende kvalitet som den forrige, der denne gang står i modsatte ringhjørne, når Dina Thorslund (17-0) lørdag aften sætter sit VM-bælte på spil. Sådan må det nødvendigvis være, når den seneste modstander var nummer 1 på The Ring’s rangliste, men et nærmere kig på venezuelanske Niorkis Carreno (22-0) afslører da også, at hun er en bokser, som den danske WBO-verdensmester bør besejre.

Cifrene på Carrenos rekordliste ser ganske vist fine ud, og hele 17 af de 22 sejre er kommet før tid, hvilket især i kvindeboksning er en ganske imponerende statistik. Men bag den statistik gemmer sig, at langt hovedparten af sejrene er kommet mod modstandere, der ikke selv har haft for vane at være den vindende part i ringen. De to gange, hvor Carreno har været i ringen mod klassemodstandere i VM-kampe, har hun tabt klart. Og det er vel at mærke sket i lavere vægtklasser som stråvægt, hvor hun boksede for bare tre et halvt år siden, samt i fluevægt.

Hverken fysik eller statistik taler dermed til fordel for Niorkis Carreno, der ifølge BoxRec.com er 159 centimeter høj og dermed tre centimeter lavere end Thorslund. Et kig på hendes seneste VM-kamp, hvor hun i for to et halvt år siden tabte til Debora Anahi Lopez, bør heller ikke få optimismen til at boble over, hvis man holder med Niorkis Carreno. Venezuelaneren bokser ofte afventende i et forsøg på at satse på kontraboksning, og når hun endelig angriber, sker det ikke i et hæsblæsende tempo. Til gengæld har hun for vane at blotte sig, når hun angriber, og det skal den hurtigere Thorslund nok få udnyttet.

Nioskis Carreno har afgjort god power i næverne, men hovedparten af sejrene er trods alt kommet i lavere vægtklasser mod modstandere af absolut overskuelig kvalitet. Hendes bedste sejr kom i hendes seneste kamp i efteråret, hvor hun med en flot undvigelse og efterfølgende venstre hook sendte Keren Batiz i brædderne. Det ændrer dog ikke ved, at WBO-bæltet sent lørdag aften fortsat bør hænge om livet på Dina Thorslund. Faktisk hører Niorkis Carreno til i den tynde ende af mulige modstandere til en VM-kamp, men det har for arrangørerne været besværligt at finde en modstander. Flere har takket nej til muligheden, og andre har WBO vendt tommelfingeren nedad til. TK Promotion har aldrig lagt skjul på, at Niorkis Carreno ikke var førstevalget, men at hun var det bedst mulige valg.

Det bedst mulige valg er i dette tilfælde bare ikke en skræmmende modstander, og derfor kommer Dina Thorslund til at forsvare sin VM-titel i klar og overbevisende stil.

Bank får brug for bevægeligheden

VM-kampen mellem Dina Thorslund og Niorkis Carreno er den naturlige hovedkamp på stævnet, som finder sted i Holstebro og er arrangeret af TK Promotion. Et stævne, der indeholder seks professionelle kampe, og hvor der også er andre danskere, som er værd at holde et vågent øje med.

Det gælder især Jacob Bank (5-0), som i sine hidtidige kampe med bar overkrop har vist prøver på et stort talent. Bank skulle efter planen have mødt franskmanden Idaas Redjdal, som for et par uger siden gav Landry Kore mere end almindeligt meget sved på panden. Han blev imidlertid skadet, og efter endnu et afbud fra en engelsk modstander skal Bank nu møde italienske Christian Mazzon (7-3). En 25-årig bokser, som Jacob Bank får en fysisk fordel mod, men som bestemt ikke er uden evner.

Klip fra internettet viser, at Mazzon er en teknisk ganske velbegavet bokser, som desuden er meget aggressiv i sin stil. Jacob Bank skal derfor nok få brug for den store bevægelighed, som han har vist prøver på, og vi forudser også, at han henter karrierens sjette sejr. Et sandsynligt udfald er dog, at han kommer til at tage alle otte omgange i brug, før en pointsejr er i hus.

Han ligger godt til Payman

Payman Akbari (6-0) har også haft for vane at bruge den fulde distance, inden han blev kåret som vinder – og det kan han meget vel komme til igen denne lørdag, hvor han står over for venezuelanske Luis Millan (18-5). Cifrene på Millans rekordliste er pæne, men det er værd at bemærke, at blot to af de 18 modstandere, han har besejret, nogensinde selv havde prøvet at vinde en kamp, da de mødtes. Læg dertil, at Millan naturligt hører til en vægtklasse lavere. Det er opskriften på en smart matchning.

Luis Millan er – bedømt ud fra klip fra tidligere kampe – ikke nogen decideret aggressiv bokser, men han tager gerne initiativet. Det kan Payman Akbari lide, og når modstanderen endvidere ikke er særlig hurtig på hverken hænder eller fødder, har vi opskriften på en modstander, som bør ligge ganske godt til den unge dansker.

Payman Akbari har hidtil vist rigtig fin teknisk boksning med god bevægelighed, hurtige undvigelser og fine kombinationer. Han er ikke en puncher, der slår modstanderen på røven – han udbokser dem hellere. Her kan der opstå en mindre konflikt mellem den tekniske boksefeinschmecker og ham, der er ansvarlig for at få solgt billetterne, om, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Det er første gang, Akbari skal ud i en kamp over otte omgange, og det kan i sig selv vise sig at være en udfordring. Umiddelbart ligner det dog et opgør, der bør ende med en sikker dansk pointsejr.

Klar dansk underdog

En sikker dansk sejr kommer der næppe i opgøret mellem Michael Nielsen (6-1) og Thomas Essomba (10-7-1). Faktisk ligner det en overraskelse af de mere mærkbare, hvis der overhovedet kommer en dansk sejr.

Ganske vist har englænderen med de camerounske rødder nogenlunde balance i antallet af sejre og nederlag, men den statistik dækker over, at han har mødt boksere på et helt andet niveau end Michael Nielsen. Som amatør deltog Thomas Essomba to gange ved OL, uden at han dog nåede til de afgørende kampe. Men alene tilstedeværelsen signalerer, at han er en bokser på et seriøst niveau.

Kigger man efter, hvem han møder som professionel, ser man, at han kun møder stærke boksere – og oftest er det Essomba placeret i det ringhjørne, hvor det ikke er planen, at han skal vinde. Alligevel yder han seriøs modstand, og han er helt sikkert en bokser, som mange unge boksere gerne går udenom på vejen mod toppen.

Thomas Essomba er en teknisk velfunderet og meget bevægelig bokser, og buddet herfra er, at han vil være en alt for stor opgave for Michael Nielsen.

Dansk sejr og international åbning

Jeppe Møller Christensen (3-0) bliver første dansker i ringen ved stævnet, og det skal såmænd nok blive underholdende, når han møder Irakli Alanidze (2-1) fra Georgien. Jeppe Møller Christensen er offensiv og med masser af power, og der er næppe noget, han hellere vil end at sætte sin modstander på rumpetten.

Det skulle der være god chancer for, da Alanidze ikke ligner nogen kommende verdensmester. Det er på Youtube muligt at se, hvordan det foregik, da han i december under ydmyge forhold i hjemlandet vandt sin seneste kamp mod landsmanden Slava Margishvili. Trods sejren i den kamp er der ikke den store grund til at være nervøs for, at Jeppe Møller Christensen ikke vil være i stand til at løse den opgave.

Stævnet bliver ringet i gang klokken 19 med opgøret mellem engelske Alex Dilmaghani (19-2-1) og Victor Julio (16-3) fra Colombia. En kamp, der nok ikke siger ret mange danske tilskuere ret meget, men som sagtens kan ende med at blive en af aftenens bedre kampe. Dilmaghani boksede i sin seneste kamp for halvandet år siden om EBU-titlen, og han vil ganske givet gerne ind i billedet til en ny titelkamp.

Arrangørerne melder om fint billetsalg og god interesse for stævnet, der bliver vist på TV 2 Sport. Tv-kanalen viser hele stævnet med begyndelse klokken 19.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier