Det er sjældent, at en skade fører noget godt med sig. Men vælger man at se isoleret på lørdagens profstævne i Ryomgård, var det ikke nogen dårlig ting, at Dina Thorslund for nogle uger siden fik en øjenskade, der udsatte hendes VM-forsvar. Her skulle Jacob Bank (13-0) nemlig have været på programmet, og med aflysningen kommer han i stedet i ringen i Ryomgård, og det er noget, der hæver kvaliteten af dette stævne ganske betragteligt.
Ganske vist skal den 23-årige supermellemvægter møde en overkommelig modstander, men alene hans tilstedeværelse løfter det samlede billede af stævnet, hvis professionelle del derudover består af fire relativt nyproffer mod discount-modstandere.
Jacob Bank skal efter planen være hovedkæmper senere på efteråret, og han skal derfor bruge otte omgange mod georgiske Iago Kiziria (7-14) til at banke sig i den helt rigtige form. Den 33-årige georgier er kommet på plakaten med relativt kort varsel, men selvom han på papiret ikke ligner en modstander, der er værd at byde en bokser på Jacob Banks niveau, er han formentlig bedre end Banks oprindelige modstander, og der er ikke meget, der peger i retning af, at den talentfulde dansker æder ham på rekordtid.
Iago Kiziria er aldrig blevet stoppet, og på hans liste af nederlag finder man en række kampe, hvor cifrene har været mere tætte, end arrangøren nok havde ønsket. For tre år siden boksede han eksempelvis helt lige op med tyske Leon Bunn, som var et stort håb hos Team Sauerland. Georgierens seneste sejr ligger næsten to år tilbage, men til gengæld er den værd at bemærke, for ved den lejlighed tog han til Tyskland og knockoutede Martin Houben, som på daværende tidspunkt havde en nydelig rekordliste med cifrene 14-1.
Der er ingen tvivl om, at Iago Kiziria er mere hårdfør, end han er teknisk velfunderet. Han vil gerne tage initiativet i ringens midte og angribe med hooks og lige stød. Det hele foregår dog efter en nogenlunde lige linje, og derfor vil en meget bevægelig Jacob Bank være i stand til at flytte sig til siderne og undgå de georgiske angreb, der kan besvares med præcise kontrastød.
Danskeren kommer til med sine hurtige hænder og sin bevægelighed at udbokse Kiziria. Men georgieren er hårdfør, og derfor tyder meget på, at opgøret kommer til at gå alle otte omgange. Det kan blive en kamp, hvor de sidste omgange kan blive lange, men det vil nok være en ønsketænkning at sætte næsen op efter en dansk sejr før tid.
Gribsholt møder den bedste modstander
De lokale Mikkel Gribsholt (5-0), Victor Hoveling (4-0) og Steffen Rørstrøm (2-0) udgør sammen med Morten Givskov (2-0) den resterende del af det professionelle stævne, og de møder alle modstandere fra Venezuela. På papiret er det 20-årige Gribsholt, der er hovedkæmper – det er i hvert fald ham, der bokser som den sidste – når han møder Luis Guerrero (8-9-2).
Mikkel Gribsholt kommer til at få en størrelsesmæssig fordel, for Guerrero må gå et par vægtklasser op til fjervægt. Det kan også vise sig nødvendigt med en fysisk fordel, hvis Gribsholt skal vinde, for Luis Guerrero er en bokser, der bruger sin fysiske styrke effektivt. Han er pågående og aggressiv og farlig med sine hooks, når han kommer ind på halvdistancen. Gribsholt ligner derimod en bokser, der stadig mangler noget fysik, og kvaliteten af de fem modstandere, han har besejret, har været overskuelig. Derfor kan Luis Guerrero godt ende med at blive en udfordring for den unge dansker.
Victor Hoveling har i sine hidtidige kampe vist sig noget mere overbevisende, men det hører med til den historie, at den 20-årige dansker endnu ikke har mødt en modstander, der kan give et retvisende billede af, om han er et stort talent med potentiale for fremtiden. Det bliver heller ikke Luis Araguayan (16-15), som kommer til at give det svar. Den 42-årige venezuelaner havde bokset sine første fire profkampe, inden Victor Hoveling blev født, men der er efterhånden lang vej mellem dem.
Blot en kamp er det blevet til i de seneste fem år for Araguayan, som oven i købet rykker flere vægtklasser op til mødet med Hoveling. På det store internet findes der kampe, hvor han optræder med flere forskellige benstillinger, men han skulle som udgangspunkt være en klassisk venstrefodsbokser. Han er desuden en afventende og defensiv type, der ikke plejer at have problemer med at finde gulvet, når det bliver for hedt. Defor lyder spådommen herfra, at Victor Hoveling igen kommer til at vinde før tid efter kamp, der ikke kommer til at give ret mange svar.
Ligner sejr før tid
Steffen Rørstrøm overraskede positivt ved i sin seneste kamp at trække sig sejrrigt ud af danskeropgøret mod Amre Allman (1-1), og med hjemmebanen i ryggen er vejen banet for den tredje sejr, når han denne gang møder Pedro Perals (5-2-2). En mand, der i foråret boksede i mellemvægt og som nu skal helt op i cruiservægt. Han er måske nok en bevægelig bokser, men han virker ikke særlig skolet eller teknisk velfunderet, og hans defensiv er meget mangelfuld. Det ligner derfor en modstander, der kan få Steffen Rørstrøm til at skinne på en lidt billig baggrund, for danskeren bør vinde ganske overbevisende – gerne før tid.
Morten Givskov er den af de danske boksere, der har den stærkeste amatørbaggrund, og som sværvægter er han fra naturens side lige lidt mere interessant end kollegerne. I sine to første kampe er han blevet mahctet meget forsigtigt med to lette knockout-sejre til følge, og det bliver der ikke lavet om på denne gang. Givskovs oprindelige modstander, Johnny Machelena (5-6-1), har meldt afbud, og danskeren møder derfor i stedet Paata Aduashvili (10-35-3) fra Georgien.
Det er et modstanderskifte, man som tilskuer ikke skal være ked af, for Paata Aduashvili er afgjort en bedre bokser end Johnny Machelena – uden at det siger alverden. Georgieren har to gange tidligere været i Danmark, hvor han er blevet besejret af Kasper Fruensgaard og Kem Ljungquist, og det kommer Morten Givskov til at gøre dem efter. Aduashvili kan i momenter godt finde på at være angrebsivrig, men hans defensiv er meget mangelfuld, og det kommer Morten Givskov til at udnytte. Buddet herfra er, at Givskov for tredje gang i træk kommer til at vinde før tid.
Stævnet begynder klokken 18 med fem amatørkampe med lokale boksere fra Hornslet Bokseklub i det ene ringhjørne – i den ene er Emma Jensen, som tilbage i januar havde en uheldig debut som professionel, i modstanderhjørnet. Herefter er der den obligatoriske pause, inden de professionelle del af stævnet begynder.
Hele stævnet kan følges direkte på Sport Live.