mandag, 17. februar 2025

Det kommer til at dufte mere af boksning end af Las Vegas…

Duften af Las Vegas bliver en smule fjern, når bokseringen lørdag aften er sat op i den lille stationsby Ryomgård på Djursland. Det er ikke kun i fysisk forstand, at der er langt til spillebyen og boksningens mekka, for programmet med fem professionelle kampe afslører, at der er tale om det, som englænderne i de go’e gamle dage kaldte et smallhall show. Altså et mindre stævne i en mindre arena med mindre profilerede boksere. Det er, hvad man skal forvente, hvis man lørdag aften tager til boksestævne i Ryomgård.

Man kan sagtens kaste et blik på programmet og kalde stævnet det mest intetsigende af sin slags på dansk grund i ualmindelige tider. Det vil ikke være forkert. Meget havde været reddet, hvis ikke Jeppe Møller Christensen (7-1) var blevet skadet og kunne bokse sin planlagte kamp mod svenske Samo Jangirov (8-5-3), men nu er det i høj grad nødvendigt med lidt forventningsafstemning, inden man sætter sig til rette ved skærmen eller ved ringside. Der er ikke nogle af de professionelle kampe, som for alvor kan kaldes interessante, så målet med dette stævne er anderledes end ved mange andre stævner.

Udover at regnestykket selvsagt er nødt til at hænge sammen, skal de danske boksere tage det næste lille skridt på vejen fremad. Det skal de i ydmyge rammer langt væk fra store arenaer og VM-bælter – men forhåbentlig i en atmosfære, hvor det lokale islæt, som hovedparten af de danske boksere bringer med sig, kan skabe den fortættede stemning, som for et par generationer siden kendetegnede boksesporten.

Lørdagens stævne hører til den slags, hvor det i højere grad er underholdning end store kampe, der skal bære aftenen. Da tre ud af de fem professionelle boksere ved stævnet har en fortid i den lokale Hornslet Bokseklub – og da netop Hornslet Bokseklub sender en masse amatørboksere i ringen – kan man kun krydse fingre for, at hallen bliver fyldt, og at der på den måde bliver skabt noget af den stemning, som i de såkaldt gamle dage – dengang julen altid var hvid – kendetegnede et boksestævne.

Små opbygningskampe

Mikkel Gribsholt (2-0) og Victor Hoveling (1-0) har i deres foreløbig meget korte profkarrierer vist lovende takter, men med deres blot 19 år er de selvsagt meget grønne. Der skal tages små og forsigtige skridt, og de næste af slagsen bliver taget denne aften mod modstandere, som forhåbentlig kan give dem noget læring.

Mikkel Gribsholt har med kort varsel fået skiftet sin modstander ud – og det er et bytte, der kommer til at give ham hårdere arbejde. Mens den oprindelige modstander var en dværg, skal Gribsholt nu forberede sig på fire omgange mod en meget erfaren modstander, som er vant til at bokse en vægtklasse højere end danskeren. 33-årige Jeison Cervantes (12-31-3) er ganske vist vant til at tabe, men bag de mange nederlag gemmer sig en lang række af erfarne og ganske kompetente modstandere.

Cervantes er højrefodsbokser og en ganske aggressiv en af slagsen. Han ligner en bokser, som Mikkel Gribsholt ikke behøver lede efter, men som han til gengæld skal være meget bevægelig over for. Det er en modstander, som den unge dansker gør klogt i at tage særdeles seriøst – men gør han det, bør han også kunne vinde.

Stor spænding behøver der til gengæld ikke blive om udfaldet, når Victor Hoveling (1-0) møder den engelske journeyman Charles Aristide (0-6). Englænderen har tabt alle sine kampe og er blevet stoppet i halvdelen af opgørene, mens Victor Hoveling blot har en enkelt kamp – med en knockoutsejr – på listen. Hoveling kommer til at dominere, og spændingen kommer ikke til at handle om, hvorvidt han vinder. Det handler om, i hvor overlegen stil han gør det.

29-årige Steffen Rørstrøm får en drøm opfyldt ved at debutere som professionel, men han er næppe en bokser, som TK Promotion på den lange bane satser helhjertet på. Som hjemmehørende i den lokale Hornslet Bokseklub giver hans tilstedeværelse dog mening i jagten på lokal opbakning til stævnet. Rørstrøm bokser i cruiservægt, og han har flere end 50 amatørkampe på bagen. Det er formentlig mere end rigeligt til at besejre engelske Daniel Coker (0-2), som i begge sine profkampe er blevet stoppet i 1. omgang. Forhåbentlig får Steffen Rørstrøm lov at være lidt længere tid i ringen, men han må hjertens gerne give publikum en fest i form af en knockout.

Nielsen bokser stævnets mest interessante kamp

Stævnets på papiret mest interessante kamp står mellem Mikkel Nielsen (11-2) og Greyvin Mendoza (7-9-3), der bokser otte omgange i weltervægt. Den 34-årige dansker har aldrig for alvor slået igennem som professionel, men han leverer altid et hårdt stykke arbejde i ringen og kæmper sejrene hjem. Det bliver der formentlig også brug for denne gang, for Greyvin Mendoza er ikke vant til at blive stoppet. Det er desuden særdeles fine boksere, han møder, og det er slet ikke dem alle, der formår at slå ham. Tre gange nicaraquaneren har bokset uafgjort, og en enkelt gang har han vundet i opgør, hvor han var tiltænkt et nederlag, så Mikkel Nielsen gør nok klogt i at tage ham særdeles seriøst.

Det er de lokale boksere fra Djursland, der skal bære stævnet og sørge for, at hallen bliver fyldt, men det bliver opgøret mellem Mikkel Nielsen og Greyvin Mendoza, der bliver den mest seværdige og interessante kamp for den neutrale tilskuer. Det bliver otte omgange, hvor Mikkel Nielsen skal arbejde intenst og fokuseret – og gør han det, så bør han vinde på point.

Ahmad El Ahmad (1-0), som er i stald hos Kem Ljungquist, gæsteoptræder på stævnet som erstatning for den skadede Jeppe Møller Christensen. Den talentfulde fjervægter debuterede tidligere på måneden med en pointsejr, og det kan meget vel komme til at gå på samme måde denne gang. Den 28-årige Khvicha Gigolashvili (19-64-1) er ganske vist vant til at tabe, men han går som oftest tiden ud, så det ligner en gentagelse af danskerens profdebut, som lød på en sikker dansk pointsejr.

At tage til dette stævne eller sætte sig til rette foran skærmen er lidt som at tage til en fodboldkamp mellem Holstebro og Avarta i 3. division. Det kan sagtens blive underholdende og intenst, men selvfølgelig er niveauet langt fra de store kampe, der bliver vist i fjernsynet. Er man blot forberedt på det og ikke fyldt med urealistiske forventninger, kan det sagtens være tidsforbruget værd at se en fodboldkamp i 3. division.

Stævnet begynder klokken 19, og alle de professionelle kampe vises på Sport Live.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier