Det glimtede – men guld kan man trods alt ikke kalde det…

På papiret ser det flot ud, at Kem Ljungquist (15-0) blot behøvede tre omgange til at gøre det af med Sefer Seferi (25-4-1) i fredagens titelkamp på Døllefjelde Musse Marked. Det er nemlig hurtigere, end selveste Tyson Fury for en håndfuld år formåede at afgøre sin kamp mod selvsamme Seferi, og da albaneren er en meget erfaren bokser med en række titelkampe på cv’et, er det en sejr, der glimter, når man kigger på danskerens rekordliste.

Men nu er det som bekendt ikke alt, der glimter, som er guld, og man skal da også være forsigtig med at lægge alt for meget i den danske sejr. For godt nok leverede Kem Ljungquist en af sine hidtil bedste præstationer, siden han blev professionel, men den modstand, han blev mødt med fra Sefer Seferi, var ikke overvældende. Den 44-årige albaner lignede en bokser, som var et godt stykke forbi sine bedste dage, og han kommer næppe til igen at få kampe på det niveau, som han tidligere har været på. I de første tre omgange blev han udklasseret og sendt til tælling to gange, mens danskeren endvidere brækkede hans tud. Så havde han ikke meget lyst til at fortsætte.

Den hurtige afgørelse og den ikke specielt prangende indsats fra Sefer Seferi behøver dog ikke tage noget fra Ljungquist, som virkede i hopla og ser ud til at have forbedret sig markant siden trænerskiftet til Poul Duvill. Han var aggressiv og viste både god timing og god power, og især den dybe venstre sad flere gange perfekt på Seferi, som aldrig fik et ben til jorden. Dermed kan Kem Ljungquist nu smykke sig med IBF’s internationale titel, og han kan begynde at gå på jagt efter næste modstander.

32-årige Ljungquist er fra flere sider blevet vist interesse fra udlandet, men hans foreløbige plan er, at han i efteråret igen vil stå i spidsen for sit eget stævne med sig selv som hovedkæmper.

Mindre titelkampe med spænding

Der var masser af spænding i stævnets to øvrige titelkampe, hvor Mahdi Jallaw (3-1-1) og Payman Akbari (7-1-2) boksede uafgjort i en kamp om det danske mesterskab, mens Andreas Lynggaard (7-2) sikrede sig WBF’s intercontinentale titel med en sejr mod hollandske Nick Postma (3-4-1).

Det rent danske opgør mellem Jallaw og Akbari var imødeset med spænding, og det viste sig at være velbegrundet. At de tre dommere valgte at dømme kampen uafgjort stemmer helt overens med, hvad der efter de otte omgange stod på denne skribents seddel, men opgøret kunne have tippet i begge retninger, uden at man kunne have protesteret særligt over det.

Begge boksere er tekniske begavelser, men alligevel blev kampen præget af stor fysik, hvor især Mahdi Jallaw var aggressiv, mens Akbari generelt havde en bedre timing. Midtvejs i opgøret var det den fysiske Jallaw, som havde overtaget, men det blev der ændret på i kampens sidste halvdel, hvor Jallaw, der i dagens anledning i langt størstedelen af tiden boksede med højre fod forrest, med sin aggressive boksning bidrog til mere brydning end til skøn boksning.

Det uafgjorte resultat sætter ikke nogle af bokserne tilbage i forhold til deres fremtidsdrømme. Akbari er i stald hos TK Promotion, hvor han kan få kampe, mens Mahdi Jallaw efter sin lange boksepause har fået samlet en sponsoropbakning, som forhåbentlig kan sikre ham flere kampe i fremtiden.

Mere underholdende end velbokset

Man kan sige meget om Andreas Lynggaard, men kedelig er han altså ikke. Hans opgør mod hollandske Nick Postma skriver sig ikke ind i historiebøgerne som den mest velboksede kamp i nyere tid, men de 10 omgange var særdeles medrivende og underholdende, og den slags skal man ikke undervurdere.

Kampen var gennem alle omgangene hård og særdeles jævnbyrdig, og at Andreas Lynggaard endte med at få sejren med cifrene 99-90, 98-92, 98-92 giver ikke et retvisende billede af, hvad der foregik oppe i den firkantede ring.

Som ventet viste det dig at være til Andreas Lynggaards fordel, at der var tale om en lang kamp, for midtvejs i opgøret var hollænderen foran på undertegnedes scorecard, men herefter fik Lynggaard bedre fat. Den 30-årige falstring bliver nok aldrig verdensmester, men det store fighterhjerte kan ingen tage fra ham. Hvis man ikke er i stand til at udbokse sin modstander, må man i stedet kæmpe en sejr hjem, og det var netop, hvad Andreas Lynggaard gjorde for anden gang på bare et par måneder. At kalde det nydeligt vil nok være en stramning, men underholdning, spænding og drama hører med til at gøre det fedt at gå til boksestævne, og derfor har Andreas Lynggaards to kampe i år været en berigelse for de stævner, han har optrådt på.

Lynggaard sikrede sig med sejren WBF’s intercontinentale titel i letsværvægt. Værdien af den titel er alene den tilfredshed, som Andreas Lynggaard føler, når han fremover ser på bæltet.

Overbevisende sejre

Ikke overraskende blev det til overbevisende sejre til både profdebutanten Emil Kot (1-0) og Michael Nielsen (7-3). Emil Kot havde ingen problemer med at knockoute Kamil Zemanek (1-4), der i løbet af mindre end tre minutter blev hamret i gulvet tre gange. En fin profdebut for den 24-årige supermellemvægter, som må forberede sig på bedre modstandere i sine kommende kampe.

Michael Nielsens kamp mod Jaroslav Hriadel (1-6) kunne også være endt meget hurtigt. I 1. omgang sendte danskeren sin modstander i gulvet med en dyb træffer, og tjekken lignede faktisk bokser, der gerne ville være blevet på gulvet. Men kampleder René Larsen gav sig god tid til at tælle, og at han lod Hriadel fortsætte, var venligt. I bagklogskabens ulideligt klare lys var det såmænd også den rigtige løsning, for tjekken formåede at gå tiden ud og levere en fornuftig indsats, selvom han aldrig var i nærheden af sejren.

Stævnet blev optaget af den lokale tv-station TV-M, og alle fem kampe er efterfølgende blev lagt på YouTube, hvor det er muligt at (gen)se stævnet.