søndag, 19. maj 2024

Det foregik samtidig – men man kunne nå begge titelkampe…!

For boksefans – og i sidste ende også for promotorerne – er det ikke ideelt, når der i et lille land som Danmark er to professionelle stævner på samme aften. Det var tilfældet lørdag aften, hvor Bettina Palle havde sat bokseringen op i Royal Arena på Amager, mens Kem Ljungquist en lille times kørsel derfra i Næstved arrangerede stævne med sig selv i hovedrollen.

De, der ville til boksning, skulle altså vælge, om bilen skulle i retning mod København eller Næstved, men faktisk kunne det – rent teoretisk – lade sig gøre at se begge titelkampe live. Da Kem Ljungquist (16-0) havde slået sydafrikanske Johnny Müller (23-11-2) i gulvet og dermed forsvaret sin internationale IBF-titel, gik der stadig i omegnen af fem kvarter, inden Sarah Mahfoud (14-1) og Marcela Acuna (53-10-2) gik i ringen. Og det illustrerer meget godt et problem ved stævnet i Royal Arena.

Dansk profboksning vil selvsagt gerne have flere tilskuere og flere tv-seere. Flere mennesker skal overbevises om, at de bør interessere sig for professionel boksning, og med den målsætning for øje virker det mere end almindeligt besynderligt, at aftenens hovedkamp først går i gang en halv time på den anden side af midnat. Hvem gider sidde og vente så længe, hvis man ikke er en temmelig inkarneret fan? Kem Ljungquist gik i ringen omkring klokken 22, hvilket er et langt mere spiseligt tidspunkt for almindelige mennesker.

Hvem har i det hele taget bestemt, at professionel boksning absolut skal være natteroderi? Fodboldspillere, håndboldspillere, cykelryttere og alle mulieg andre atleter kan godt finde ud af at dyste, selvom det er lyst udenfor – og de kan endda finde ud af det, selvom det ikke engang er weekend. Alligevel findes der inden for bokseverdenen en lidt underlig og konservativ indstilling til, at boksestævner kun kan finde sted på de to aftener om ugen, hvor det er allersværest at skaffe interesse. Mange mennesker har sociale aktiviteter i kalenderen fredag eller lørdag aften, men mange af dem ville måske vælge boksestævnet aktivt til, hvis det fandt sted søndag middag eller tirsdag aften?

Sikre hjemmesejre i titelkampe

Både Mahfoud og Ljungquist slap godt fra forsvarene af deres titler, men begge gjorde det uden at imponere stort. I Næstved stod Ljungquist over for sydafrikanske Johnny Müller, som var svækket af at være en cruiservægter, der til lejligheden var pustet op i sværvægt. Ljungquist havde klar fordel i højde og rækkevidde, og selvom Müller især i begyndelsen forsøgte at komme forbi de lange arme, kom han aldrig for alvor ind på danskeren, som stille og roligt udbyggede sit forspring, inden han i 10. omgang gjorde det forbi med en dyb venstre, der sendte sydafrikaneren i gulvet.

Inden det kom så vidt, var publikum begyndt at indikere, at der gerne måtte ske noget mere oppe i ringen. Men der kan have været en god grund til, at den danske titelindehaver ikke var så aggressiv, som nogle kunne ønske sig.

”I 3. omgang ramte jeg ham med en venstre, og det føltes som om, at der var noget, der brækkede,” sagde Kem Ljungquist i det efterfølgende interview med Ekstra Bladet.

Som indehaver af IBF’s internationale titel retter han nu blikket mod større kampe.

”Jeg vil have en EBU-titel. Det er det, vi går efter, og vi vil have den på hjemmebane. Så til næste år tager vi forhåbentlig en kamp om EBU, hvis alt flasker sig,” sagde Kem Ljungquist.

Mindre dramatik på Amager

Knap så dramatisk udspillede det sig i Royal Arena, hvor det i løbet af de 10 omgange, som Sarah Mahfoud og Marcela Acuna stod over for hinanden, var vanskeligt at få øje på ret mange højdepunkter. Mahfoud udnyttede fint sin længere rækkevidde mod argentineren, der ikke viste mange spor af den klasse, der gennem en årrække sikrede hende det ene VM-bælte efter det andet. Den 46-årige Acuna virkede færdig, og hun lignede en bokser, der var kommet til København med to primære formål: Gå tiden ud – og hente pengene. Sarah Mahfoud gjorde, hvad hun skulle for at vinde omgangene, men heller ikke ret meget mere end det, og hun var på intet tidspunkt i nærheden af at få alvorlig ram på Acuna.

”Hun var meget svær. Når jeg prøvede at gå ind til hende, blev det på hendes præmisser. Så jeg ville hive sejren sikkert hjem,” sagde Sarah Mahfoud efter opgøret til Ekstra Bladet.

At dramatikken i opgøret udeblev, er den danske WBC silver-mester ikke så interesseret i.

”Jeg har trænet på at holde fokus og aflæse min modstander. Det synes jeg, at jeg gør helt perfekt i den her kamp. Man kender mig bedst for kontraboksning. Jeg er glad og tilfreds,” sagde Sarah Mahfoud.

Meget dramatik var der heller ikke i Sarah Mahfouds sidste forkamp – altså den på papiret næstbedste kamp på stævnet. Her vandt Enock Poulsen (14-0) på point efter otte kedelige omgange mod italienske Mirko Marchetti (8-6) efter en kamp, der mere lignede en omgang sparring. Italieneren passede godt på sig selv, mens Enock Poulsen gik på distancen og scorede de fornødne point uden nogensinde at blive farlig. Heller ikke da Marchetti i 2. omgang måtte en tur i gulvet, var han for alvor ramt, og gulvturen kom mere som et resultat af, at han var ude af balance.

Der var da kampe med action

Heldigvis var der i både København og Næstved kampe, hvor der var mere gang i løjerne. Mest hidsigt var opgøret mellem Emil Kot (3-0) og italienske Luca Di Loreto (5-2-1), hvor den unge dansker mildt sagt kom på overarbejde. At Kot allerede i sin tredje professionelle kamp blev sendt ud i et opgør over otte omgange, må i bagklogskabens lys betragtes som en promotor-fejl, og valget af italieneren som modstander var tæt på at blive fatal.

Efter en jævnbyrdig første halvdel af kampen fik italieneren overtaget og sendte to gange Emil Kot i gulvet. Ikke alle slag fra italieneren var dog helt rene, og han fik to gange frataget point for at slå i nakken. Alligevel må det siges at være et særdeles danskervenligt dommerpanel, som efter de otte omgange gav sejren til Emil Kot. Godt nok var Luca Di Loreto temmelig snusket i sin boksning, og slag i nakken giver selvsagt ikke point. Men at Emil Kot skulle have vundet kampen med tre point, er vanskeligt at få øje på.

Danskeren lod sig gennem hele kampen frustrere af italienerens urene boksning. Konstant signalerede han til kamplederen, at der blev slået urent – og det helt sikkert både sandfærdigt og irriterende. Men profboksning er bare mere beskidt end amatørboksning, og det hjælper i hvert fald ikke at klage til kamplederen. Hvis modstanderen bokser beskidt, og det ikke har konsekvenser, må man give igen af samme skuffe. Og her fik det faktisk konsekvenser, for Luca Di Loreto fik som nævnt frataget to point som følge af de urene slag.

Emil Kot erkendte efter opgøret, at de ulovlige slag kom til at fylde meget hos ham.

”Selv når jeg dækker mig og står bag dobbeltparaderne, får jeg bare det ene nakkedrag efter det andet,” sagde Emil Kot efter kampen til Ekstra Bladet TV.

”Jeg bliver rystet flere gange af nakkedrag. Men når det er ham, der har hovedet nede, får jeg henstillinger for at trykke hans hoved ned. Jeg udnytter ikke mine chancer for at give ham nakkedrag,”tilføjede han.

Der var til gengæld ikke behov for diskussion om sejren, da Oliver Meng (12-0) stoppede italienske Mirko Di Carlantonio (16-12-1) i 8. omgang. Det er blot anden gang, at italieneren bliver stoppet før tid, og det var derfor en positiv overraskelse, at Meng formåede at sende ham til drømmeland. Positivt var det også, at den unge dansker hævede niveauet fra sine seneste kampe, hvor han ikke har set for godt ud. Meng kan muligvis havne øverst på plakaten i en titelkamp, når Bettina Palle den 13. januar igen arrangerer stævne, og det var derfor godt at se ham tage et skridt i den rigtige retning.

Et lille skridt fremad

Om hovedparten af de øvrige danske boksere kan man sige, at de tog et lille skridt fremad, men at der stadig er næsten uendeligt langt til toppen. Victor Ramon (3-0) boksede trods en meget lang pause – og trods det faktum, at han i fredags blev far – sin hidtil bedste kamp, da opgøret mod Luka Tvaliashvili (1-2) blev særdeles underholdende. Modstandere fra Georgien kan være af en ekstremt svingende kvalitet, og i Royal Arena så vi begge ender af den skala. Luka Tvaliashvili og Irakli Alanidze (5-3), som måtte se dig besejret af Hamza Hussein (4-0), leverede rigtig gode indsatser og kæmpede til sidste gonggong, selvom de var oppe mod bedre modstandere. I den anden ende af skalaen findes Archil Gigolashvili (4-17), som end ikke forsøgte at give Thorbjørn Boudigaard (1-1) nævneværdig modstand. Det ville faktisk have været meget velfortjent, hvis han havde ladet sine to landsmænd dele sin purse.

To, som gjorde et glimrende indtryk, var brødreparret Hamza Hussein (4-0) og Ali Hussein (9-2-1). De har begge grundlagt deres professionelle karrierer i Tyskland hos alternative promotorer, men deres optrædener hos Bettina Palle har vist, at de så rigeligt har det sportslige niveau til at begå sig. Lillebror Hamza vandt sikkert over den ikke uefne Irakli Alanidze, mens storebror Ali vandt danskeropgøret mod Yusub Pashaev (0-1) efter fire omgange, som var væsentligt mere tempofyldte og spændende, end de var velboksede. Ali Hussein vandt klart kampens to første omgange, mens Pashaev var var bedre med i kampens sidste halvdel. Sejren til Ali Hussein var ok, men 3 x 40-36, som dommersedlerne lød, fik det til at lyde langt mere ensidigt, end det så ud i ringen.

Lidt fremtid og et par spørgsmålstegn

Undercardet i Næstved bød både på en lovende bokser og et par store spørgsmålstegn. Ahmad El Amad (1-0) viste rigtigt fine takter mod den georgiske journeyman Mikheil Gabinashvili (9-41-3), som mest af alt kom for at overleve. De to boksere slap altså begge fint fra deres mission, og det bliver derfor interessant at se, hvad Ahmad El Ahmad formår, når han står over for en modstander, som begynder at slå igen.

Stævnet i Næstved båd derudover på tre store spørgsmålstegn. Anthony Yigit (28-4-1) vendte retur og pointbesejrede David Rajuili (13-12-1) efter en sløv indsats, der ikke gav indtryk af, at svenskeren ligefrem har overrendt træningslokalet siden sin seneste kamp. 32-årige Yigit var for seks år siden EBU-mester, men siden har han brugt tiden på at vinde over en stribe værdiløse modstandere for at kunne blive skudt af i titelkampe på udebane, hvor han så har tabt. Det er vanskeligt at se, hvordan han skulle få mulighed for at køre en anden taktik i fremtiden.

Abdul Khattab (19-3-1) var efter fire års pause fra ringen naturligt rusten, men vandt en fortjent pointsejr over hollandske Melvin Wassing (11-13-4). Hvad karrieren skal byde på for ham, er et åbent spørgsmål. Det er langt fra givet, at en tålmodig promotor står klar til at bygge ham op, så han må nok tage de chancer, der byder sig.

Michael Nielsen (7-4) har netop taget de chancer, der bød sig, men det er ikke altid gået lige godt. Marokkanske Mohamed Zouaki (3-1) var for stor en opgave for danskeren, der helt fra start kom i uvejr. Michael Nielsen var reelt chanceløs og blev stoppet på benene i 3. omgang. Det store spørgsmål er, hvor det efterlader Michael Nielsen. En dansker, der har tabt fire ud af 11 professionelle kampe, er som udgangspunkt færdig, men Michael Nielsens gode indstilling, der gør ham villig til at stille op hvor som helst mod hvem som helst (til en hvilken som helst betaling), gør, at der sagtens kan være flere kampe i ham. Der er dog ingen grund til at forvente, at han havner på titelniveau.

Nye stævner i kalenderen

Med to stævner vel overstået er det glædeligt at kunne konstatere, at der allerede er flere profstævner i kalenderen. TK Promotion holder stævne den 28. oktober i Ryomgård på Djursland, hvor Jeppe Møller Christensen (7-1) i stævnets hovedkamp møder Sami Jangirov (8-5-3), og Bettina Palle har annonceret sit kommende stævne til at finde sted lørdag den 13. januar. Også Kem Ljungquist kan have et mindre stævne på tegnebrættet allerede inden jul, og med det annoncerede samarbejde mellem Ljungquist og TK Promotion, som træder i kraft fra årsskiftet, bliver antallet af stævner efter al sandsynlighed højere til næste år, end vi har oplevet det i år.

2 COMMENTS

  1. Det lyder som om jeg valgte rigtigt da jeg kørte til Næstved 😀

    Wallin vs. Gassiev blev bokset en hverdag midt i ugen. Så det KAN lade sig gøre.
    Men…. Jeg tror der er en del – unge – mennesker, der godt vil købe en billet til de billige rækker, og mødes med deres homies og drikke øl og se boksning, inden de går i byen og scorer (eller mødes med deres Tinder-date….. hvad ved jeg). Så den del af publikum foretrækker nok at det er i week-end’en. Men de gider jo ikke tage i byen kl. halv to når stævnet er færdigt. Så stop de der Marathon-stævner. Så kan os gamle sure mænd også komme hjem i ordentlig tid.
    Jeg aner selvfølgelig ikke hvordan økonomien i sådan et stævne er skruet sammen. Men mon ikke man kan leje hallen til halv pris på en hverdag?

    Mht. Khattab, så sagde han selv at han ikke ønsker at blive bygget tålmodigt op. Én mere opvarmningskamp, og så er det ud over rampen mod de store kanoner.

  2. Jeg er nu glad for at jeg tog ind i Royal Arena. Det var fed underholdning. En lang men sjov aften.

    Efterfølgende har jeg set Kems stævne på EB’s stream. Der var mere kvalitet i de tre forkampe i Royal Arena end i det meste af Næstved-stævnet i den halvtomme Arena Næstved. Der var over 2.000 tilskuere i Royal, og alle sad tæt på bokseringen, hvilket skaber en festlig og fortættet stemning. Der kan ikke have været over 1.000 i Næstved at dømme efter de mange tomme sæder.

    Jeg vil meget gerne give Kem en chance, men så skal han overveje at møde en sværvægter. Han mødte for tredje gang i træk en cruiservægter. Han vil måske også kunne hente over 1000 tilskuere, hvis hovedkampen bliver en kamp mellem to naturlige sværvægtere af en vis kvalitet.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier