Det bliver en travl weekend for danske boksefans, der kan se frem til hele to professionelle stævner i den kommende weekend.
Knap er Jacob Banks titelforsvar mod spanske Damian Biacho overstået, før det igen går løs. Fredag aften stiller Lars Kristensen og Danish Boxing Promotion ringen op i Skanderborg, mens Bettina Palle et døgn senere holder stævne på Hotel Scandic Sluseholmen i København. Begge stævner foregår under langt mere ydmyge og intime rammer end Royal Arena, som gennem et par år har været Bettina Palles faste base, og det kan meget vel vise sig at være et plus for oplevelsen.
Kaster man et blik på programmerne for det to stævner, er det ikke overraskende om lørdagen ved Palles stævne, det sportsligt mest interessante opgør finder sted. Her skal Hamza Hussen (8-0) ud i sin første titelkamp, når han møder finske Niklas Rasanen (17-3-1) om WBC’s internationale silver-titel i cruiservægt. Det er en meget lille titel, men det væsentlige er, at den er udstedt af WBC og derfor kan give nogle indirekte point til forbundets rangliste.
25-årige Hussein har været ganske overbevisende i sine hidtidige kampe, men han har langt fra mødt skræmmende modstand, og Niklas Rasanen er et meget stort skridt op i niveau af modstander for den danske cruiservægter. Finnen bokser gerne med lidt sløsede parader for til gengæld at satse på sin hurtighed og sin gode bevægelighed, og det kan derfor godt blive en kamp om hurtighed, når de to går i ringen. Det hører dog med til historien, at Rasanen havde sin bedste tid, da han boksede i supermellemvægt, og at det alt andet lige må have gjort hans muligheder vanskelige, at han nu er vokset to vægtklasser til cruiservægt.
Til gengæld har Rasanen erfaring fra flere lange kampe, hvor Hussein aldrig har bokset mere end seks omgange. Alt i alt ligner det en særdeles spændende matchning, der gør det værd at bruge en aften på Hotel Scandic Sluseholmen eller henne foran tv-skærmen.
Og det er heldigt – for det er langt primært den rigtigt gode hovedkamp, der gør det værd at følge lørdagens stævne fra København. Undercardet byder blot på fire kampe, hvor Oliver Zaren (15-0) er den eneste af de danske boksere, der endnu har vist, at han kan nå et højt niveau. Franske modstandere er traditionelt stærke og kommer oftest fra en god bokseskole, men alligevel bør Zaren kunne besejre Samuel Cavret (8-3-1), selvom det ikke bliver nogen walkover.
Stævnet er markedsført som ”Big Boys Night”, og det skyldes tre sværvægtere på undercardet. Mathias Hansen (6-0) har undervejs i sine hidtidige kampe vist fine takter, men han er endnu blevet matchet meget blødt, og Nikolay Piddubnyy (1-0) er en rigtig stærk bokser, som kunne nå langt, hvis det ikke var for en konflikt med hans dåbsattest. Tilskuerne og seerne får desuden mulighed for at stifte bekendtskab med norske Brage Lange (4-0), som er en høj sværvægter med god rækkevidde og god power.
Next step i Skanderborg
Matchninger på niveau med Hamza Hussein mod Niklas Rasanen har Lars Kristensen naturligt nok vanskeligt ved at leve op til, da han står med et program med seks danske profboksere, hvoraf de fem er helt nye i proffaget.
Ditlev Rossing (17-1) er den eneste erfarne dansker, og han skal på en på papiret overkommelig opgave, når han møder Krzysztof Stawiarski (3-9) fra Polen. Det kan synes overflødigt med en sådan modstander, men med tanke på, at det er flere år siden, at Rossing boksede op til sit bedste niveau, og at han samtidig er gået tilbage til sin gamle vægtklasse i cruiservægt, er det sikkert fornuftigt at lade ham få endnu en let kamp, inden niveauet på modstanderne bliver hævet.
Stawiarski er en kompakt journeyman uden de store tekniske begavelser. I stedet forsøger han fysisk at presse sig ind på halvdistancen, og det kan blive ubehageligt for Rossing, hvis polakken kan slippe afsted med den taktik. Kan Rossing derimod holde den rigtige afstand, ender det med den forventede og krævede overbevisende danske sejr.
Derudover byder stævnet på klassiske begynder-opbygningskampe til Rasmus Mikkelsen (1-0), Enock Mbilizi (2-0) og Nikki Møller Nielsen (1-1). De leverede alle tre fine indsatser, da Danish Boxing Promotion i oktober holdt sit første stævne – i Nikki Møller Nielsens tilfælde dog med det temmelig væsentlige aberdabei, at han efter tre en halv glemte at passe på kæben og derfor blev sendt i gulvet og talt ud. Han skal derfor tilbage på vindersporet.
Oliver Maximilian (1-0) og Thorbjørn Boudigaard (4-2) gæsteoptræder, og som det er tilfældet for boksere på det tidlige tidspunkt i karrieren, er der ingen grund til at forvente jævnbyrdige kampe, hvor der er spænding om, hvem der løber med sejren. Her handler det om, at bokserne skal tage det næste skridt på en meget lang vej frem i karrieren. Men derfor må bokserne meget gerne skabe noget underholdning for de fremmødte tilskuere, og det vil være særdeles velkomment, hvis flere af dem viser sig i stand til at stoppe deres kampe før tid.
Mens Bettina Palle lørdag aften får debut på sin nye streamingtjeneste Fightsport, som kan findes på www.fightsport.dk. Derimod bliver det nødvendigt at tage turen til Skanderborg, hvis man fredag aften gerne vil følge bokserne fra Danish Boxing Promotion. Her er der ikke planer om nogen transmission.
En servicemeddelelse til dem, der planlægger at købe adgang til at se lørdagens stævne på Fightsport.dk:
Det er lidt af en jungle at finde rundt på Fightsport og finde ud af, hvordan man køber adgang. Men det er altså muligt at købe et årsabonnement til 395 kroner og et abonnement til 129 kroner om måneden. Overvejer man sidstnævnte, fordi man alene har interesse i boksning og derfor påtænker en enkelt måneds abonnement for at kunne se lørdagens stævne, er det en god idé at se nærmere på de handelsbetingelser, som de fleste formentlig accepterer uden at læse dem, når de handler på nettet (det sker i hvert fald ofte for mig selv).
Pkt. 4.8 lyder: “Ved oprettelse af Fightsport på abonnement er kunden underlagt en bindingsperiode. Kunden kan opsige med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter abonnementets oprettelse. Opsigelse skal ske til FIGHTSPORT på e-mail: shop@fightsport.dk.”
God fornøjelse.
Hej Alex ,
Tak for dit skarpe øje.
Punkt 4.8 i vores handelsbetingelser var vi ikke særlig stolte over.
Det er nu ændret til: 4.8. Ved oprettelse af Fightsport på abonnement er kunden ikke underlagt en bindingsperiode. Kunden kan opsige med 7 dages varsel til udløb af abonnementsperiode. Opsigelse skal ske til FIGHTSPORT på e-mail: shop@fightsport.dk
Fin servicemeddelelse. Hører pkt 4.8 ikke ind under det man ville kalde bondefangeri?
De har vist haft travlt da de smækkede den biks sammen. Det ser ikke særlig prof ud, så man kan godt frygte at der er andre ting de heller ikke har styr på.
Jeg har sendt dem nogle spørgsmål vedr. deres Årsabonnement, som heller ikke er særlig godt beskrevet på websiden.
Det må du bedømme 🙂
Danish Fight Night skriver på Facebook, at man kan købe én måneds adgang for 129 kroner og derefter opsige det og dermed se stævnet for 129 kroner. Men det står altså i skærende kontrast til punkt 4.8 i Fightsports handelsbetingelser.
Det burde selvfølgelig være en mulighed at købe adgang til det enkelte stævne.
Hej Jim,
Jeg deler lige mine svar på din mail, hvis der er andre som har samme spørgsmål omkring vores årskort:
Ja, det er muligt at trække en fribillet til alle de stævner som vi samarbejder med. Det er ikke en rabat, men en fribillet man trækker.
Det er f.eks. stadig muligt med årskort at trække en billet til dagens boksestævne på Scandic Sluseholmen.
Men vi arbejder på også at kunne bruge fribilletten til en opgradering, hvis man f.eks. gerne vil side på ringside til boksestævne.
Vi kigger også på en kunde til kunde salg børs, men det er til fremtiden.
Hvad indeholder FIGHTSPORT ÅRSKORT
– Fri adgang til alle vores arrangementer
– Streaming af alle begivenheder – live eller når det passer dig.
God fornøjelse i dag.
Hej Alex ,
Tak for dit skarpe øje.
Punkt 4.8 i vores handelsbetingelser var vi ikke særlig stolte over.
Det er nu ændret til: 4.8. Ved oprettelse af Fightsport på abonnement er kunden ikke underlagt en bindingsperiode. Kunden kan opsige med 7 dages varsel til udløb af abonnementsperiode. Opsigelse skal ske til FIGHTSPORT på e-mail: shop@fightsport.dk