Det er ikke lang tid siden, vi sagde det sidst – og nu siger vi det igen: Det bliver en svær opgave for Jacob Bank. Karrierens sværeste.
Sådan lød det også i juni, da Jacob Bank (11-0) skulle forsøge at vinde WBO’s europæiske titel mod den ubesejrede lette Ralfs Vilcans. Ved den lejlighed gjorde Bank forudsigelserne til skamme, og derfor tager han lørdag aften ved TK Promotions stævne i Kolding næste skridt opad i niveauet af modstander, når han for første gang sætter sin titel på spil. Spanske Ronny Landaeta (21-5) fylder 41 år en lille uge efter kampen og er således præcis 18 år ældre end Jacob Bank – de har faktisk fødselsdag samme dag – men selvom han formentlig ikke er på samme niveau, som da han var bedst, vil han blive danskerens største udfordring hidtil i karrieren.
Danskeren vil have en fordel af hurtighed, men i forhold til sin seneste titelkamp mod Vilcans kommer Jacob Bank til at stå over for en mere bevægelig modstander. Landaeta flytter sig godt på benene og er bevægelig i overkroppen, så Jacob Bank får brug for al sin hurtighed og sin bevægelighed for at få styr på spanieren. Landaeta bruger gerne et lidt slasket venstre jab til at finde vej, mens hans højre hooks eller sving, som ofte indleder hans angreb, ikke er rare at komme i vejen for.
Det er kun gode boksere, der har formået at besejre Ronny Landaeta, der såmænd også har et par sejre mod folk, der hører hjemme i kategorien med gode boksere. Opgøret mellem Bank og Landaeta er derfor rigelig grund til, at lørdag aften skal bruges ved ringside i Forum Kolding eller hjemme bag skærmen i selskab med Sport Live. Jacob Bank har de seneste år været det mest lovende talent i dansk profboksning, og han har hidtil ikke vist den fjerneste antydning af skrøbelighed, når han blev stillet over for udfordringer, der kunne virke store. Landaeta er et flot næste trin, og hvis Jacob Bank også klarer den opgave med bravour, er succesen ved at blive så stor, at det kan blive en udfordring for promotor Kasper Holgersen at finde passende modstandere på næste hylde.
Jacob Bank er ikke rangeret på europaranglisten, for EBU vil ikke kendes ved boksere, der som Bank er indehaver af en europæisk titel hos et verdensforbund. Som tilskuer kan man derfor håbe, at Jacob Bank selv – tilfælde af, at han formår at forsvare titlen mod Landaeta – opgiver den, så han efter en udstået karensperiode kan komme på listen over Europas bedste boksere og have en eftertragtet og prestigefuld EM-titel som mål.
Opbygning på undercardet
På undercardet venter fem kampe med danske boksere, der alle er i deres spæde start af den professionelle karriere. Det er fem klassiske opbygningskampe, hvor der næppe kommer den store spænding om, hvem der vinder, men hvor det interessante er at holde øje med, hvordan de danske boksere klarer udfordringerne.
Mikkel Gribsholt (3-0) og Victor Hoveling (2-0) er begge meget unge og grønne og bliver derfor naturligt matchet forsigtigt – det gælder i dette tilfælde især for Gribsholt, som i den sene erstatning Jak Johnson (0-2) møder en af den slags englændere, som TK Promotion efterhånden har hentet adskillige af, men som ærligt talt ikke pynter. De skaber noget drama, fordi de bliver slået ud, men det kræver en ja-hat af de større at forveksle det, de pågældende modstandere leverer oppe i ringen, med boksning.
Den på papiret mest interessante kamp på undercardet står mellem Nesar Kunduzi (3-0) og Leotrim Rexhepi (3-0) fra Kosovo. Internettet er ikke specielt behjælpelig med klip, der kan vise, om Rexhepi er sin ubesejrede statistik værdig, men hvis man skal bruge BoxRec’s computerrangliste som målestok, har Rexhepi scoret langt flere point på sine tre sejre mod upåagtede modstander, end Kunduzi har mod tilsvarende boksere. Alene det faktum, at en bokser er ubesejret, gør ham til en interessant modstander, fordi ingen endnu kender hans begrænsninger. Der er næppe nogen grund til at tro, at Leotrim Rexhepi er en kommende verdensmester – men på den anden side, så er det også de færreste, der mistænker Nesar Kunduzi for at være det.
I virkeligheden er det undercardets to mest uerfarne profboksere, som bokser de to mest interessante kampe. Morten Givskov var for en lille håndfuld år siden en særdeles interessant supersævægter, der havde sigtekortet rettet mod OL i Paris. Siden holdt han en lang boksepause, men han er nu vendt tilbage til ringen og vil forsøge sig som professionel. Som 24-årig har han en fornuftig alder, men det store spørgsmål er, om han har den samme skarphed, som gjorde ham til landets bedste bokser i den tungeste vægtklasse. Polske Pawel Sowik (3-13) får han ikke de store problemer med at besejre, men der skal nok nogle flere kampe til, inden der tegner sig et billede af, hvor langt Givskov kan drive det i den professionelle verden.
Også i tilfældet Elias Idrissi (1-0) er der brug for en god portion tålmodighed. Den 20-årige Herlev-bokser har de seneste år lignet dansk boksnings store fremtidshåb, og nu satser han fuldt ud på en professionel karriere. Han bokser for både TK Promotion og Kem Ljungquists Rngsde Promotion, og der bør således være masser af muligheder for aktivitet for den talentfulde letweltervægter. I sin hidtil eneste professionelle kamp skulle Elias Idrissi bruge alle fire omgange for at vinde, og et lignende udfald af lørdagens kamp mod polske Jakub Laskowski (2-27-1) er sandysnligt. Polakken bokser konsekvent på udebane mod håbefulde boksere på vej frem, og kun to gange er han blevet stoppet før tid. Det mest logiske udfald er derfor, at Laskowski lider præcis samme skæbne, som da han to et halvt år siden var i Ringkøbing og blev pointbesejret af Payman Akbari.
Stævnet bliver ringet i gang 10 minutter på den anden side af klokken 19, hvor Mikkel Gribsholt bokser første kamp. Hele stævnet kan ses på Sport Live.