mandag, 17. februar 2025

Der bliver mere fest end topboksning…

En lokal folkefest tilsat lidt opbygning af en boksestald. Det er målet for Rngsde Promotion, når der lørdag aften er inviteret til boksestævne i Korsør. Den sydvestsjællandske by var for år tilbage et boksemekka, der producerede nogle af landets største boksere – i Brian Nielsens tilfælde bogstaveligt talt – men nu er det et kvart århundrede siden, der senest har været professionel boksning i byen.

Fem professionelle kampe er der på programmet, og lad det være sagt med det samme: Man må ikke håbe, at stævnet kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne, for i så fald bliver det for noget negativt og uforudset.

Ingen af kampene er på noget særligt højt niveau. Modstanderne er fundet på en lavere hylde, og det tegner billedet af et opbygningsstævne, hvor målet og forventningen med at sætte sig til rette ved ringside ikke bør være at se topboksning, men derimod at blive underholdt og forhåbentlig se nogle danske boksere tage en lille skridt fremad i karrieren.

Med to lokale boksere på programmet er det nærliggende at lægge stævnet netop Korsør, og derfor bliver det primært op til Emil Kot (3-0) og Ahmed El Ahmed (2-0) at bidrage til, at der bliver fyldt på tilskuerpladserne. Ingen af dem kommer til at stå over for modstandere, der bør give dem problemer, så på det sportslige plan handler det alene om opbygning. Det gør det også for Rngsde Promotion, der stadig er i sin spæde start med at føre boksere frem.

Mere rolig aften til Kot

Emil Kot fik i oktober hænderne mere end fulde, da han boksede otte særdeles hårde omgange mod italienske Luca Di Loreto. To gange måtte Kot tage tælling, og selvom italieneren til tider var noget uren i sin boksning, var Kot temmelig heldig med at få sejren på point. Derfor er der denne gang ganske fornuftigt skruet ned for både niveauet og distancen, når 24-årige Kot kommer til at stå over for moldaviske Andrei Sanjura (1-4) i en kamp over seks omgange. Moldaveren må gå en vægtklasse op til mødet med Kot, der formentlig og forhåbentlig kan vinde overbevisende.

Sanjura er ikke specielt velskolet, og hans defensive arbejde er omtrent ikke-eksisterende. Hagen stritter, og selvom moldaveren endnu ikke er blevet stoppet i sine fire nederlag, vil det ikke være overraskende, hvis Emil Kot undervejs i de seks omgange har krydset hans kæbe så tilpas mange gange, at nummerpigerne får tidlig fyraften. Det vil under alle omstændigheder være både overraskende og skuffende, hvis ikke Emil Kot vinder meget overbevisende.

Ahmed El Ahmed kan meget vel komme på hårdere arbejde, når han skal stå over for venezuelanske Jean Carlos Hernandez (9-8-1). En nylig knockoutsejr på udebane i Spanien mod en ubesejret modstander har bragt Hernandez så langt op på BoxRec’s computerrangliste, at El Ahmed kommer til at møde en på papiret langt højere rangeret modstander. Så stor er forskellen dog næppe, når de først står i ringen, og hvis danskeren lever op til sit talent, bør han vinde. Ahmed El Ahmed er kommet fint fra start med et par sikre sejre i sine første kampe. Han er en hurtig og teknisk velfunderet bokser, som dog ser ud til at mangle noget fysisk styrke.

Stor debutant

Sværvægteren Thomas Vinther vil blive fulgt med stor interesse, når han debuterer som professionel. Den 2,10 meter høje mand har flere gange stået på spring til at få debut, og nu sker det endelig, når han møder tjekkiske Michal Konecny (0-2). Det er en modstander, som enhver med blot en smule boksning i sig vil slå overbevisende, for selvom Konecny har ringerfaring fra thaiboksning, ligner han en fyr, der har brugt væsentligt mere tid på McDonalds end i træningslokalet. Han står fornuftigt på benene, men hans boksemæssige kundskaber lader en del tilbage at ønske, og spørgsmålet bør være, om det lykkes Thomas Vinther at stoppe ham før tid.

Forhåbentlig bliver det ikke en af den slags lyn-knockouts, som vi mange gange har set i professionelle debutkampe, for Thomas Vinther vil have godt af at få nogle omgange i kroppen. Han skal vænne sig til et nyt game med bar overkrop og tyndere handsker – men når han så har gjort det i nogle omgange, er han mere end velkommen til at slå tjekken på rumpetten for underholdningens skyld.

Mahdi Jallaw (3-1-1) og Nesar Kunduzi (2-0) gæsteoptræder, når de møder henholdsvis Marius Col (2-11) og Mihai Anton (0-2). Især Jallaw var som ungdomsbokser et kæmpe talent, men siden han blev professionel, har der mildt sagt været bump på vejen. Det kræver en vis optimisme at tro, at Jallaw kan komme op på det niveau, han og alle andre drømte om, da han som teenager vandt medaljer ved de store internationale turneringer. Siden debuten i 2018, hvor Jallaw led et chokerende nederlag, er det blot blevet til tre sejre mod meget overkommelige modstandere, og senest uafgjort mod landsmanden Payman Akbari – en bokser, som den gamle Jallaw, sagt med al respekt for Akbari, burde kunne slå ganske overbevisende. Mod en journeyman som Marius Col får Jallaw næppe problemer, og vi kan kun krydse fingre for, at hans gamle niveau kan vende tilbage.

Stævnet begynder klokken 19 og bliver indledt med en række amatørkampe med lokale boksere fra Korsør Amatørbokseklub.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier