søndag, 19. maj 2024

Danskeropgør i Royal Arena: Debutant mod erfaren modstander

Yusub Pashaev debuterer den 7. oktober som professionel ved Bettina Palles stævne i Royal Arena. Den 25-årige mellemvægter, der har bokset 54 kampe som amatør, får en særdeles hård modstander i sin første kamp, når han møder landsmanden Ali Hussein (8-2-1).

At der er udsigt til en hård debut, skræmmer ikke Yusub Pashaev, der til daglig træner i Gilleleje under ledelse af blandt andet den tidligere profbokser Oliver Møllenberg.

“For mig er det underordnet, hvem der står i det modsatte hjørne: Jeg frygter ikke nogen. Uanset om det er en rutineret bokser som Ali Hussein eller en anden, så ved jeg, at hvis jeg giver alt i forberedelserne og rammer min topform den 7. oktober, så kan ingen røre mig. Og med hensyn til Ali Hussein: Jeg glæder mig virkelig til at møde ham i ringen. At mange måske tvivler på mig og ikke tror, jeg kan vinde over ham, tænder kun en endnu større ild i mig,” siger Yusub Psahaev ifølge en pressemeddelelse.

Ali Hussein har bokset alle sine 11 kampe i Tyskland. Det nærmer sig dog to år siden, at han senest var i ringen, men ved den lejlighed boksede han en af sine bedste kampe, da han stoppede tyske Felix Kriedemann. Nu ser han frem til for første gang at bokse som professionel i Danmark.

“Yusub er stærk og vild nok, men han er ikke stærkere end mig. Det bliver helt sikkert en rigtig fed kamp, men den bliver ikke vanskelig for mig. Der er ingen i Danmark, der bokser, ligesom jeg gør. Jeg leger meget i ringen, og jeg mener ikke, at han har det, der skal til for at kunne hamle op med mig. Jeg er en blanding af forskellige stilarter. Jeg er ikke en robot, der kun kan bokse på én måde, men jeg kan variere og levere et show med rigtig god boksning. Det skal I nok få at se den 7. oktober,” lover Ali Hussein.

1 COMMENT

  1. Med rygtet om et frivilligt forsvar til Petitjean forsvandt muligheden for en em-kamp i Royal Arena til oktober.
    Så nu bliver det Næstved.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier