Når Oliver Zaren (17-0) og Elias Idrissi (9-0) lørdag aften bokser IBF-titelkampe ved Herlev Fight Night, bliver det henholdsvis en dansk og italiensk kampleder, der skal styre løjerne i ringen.
I opgøret mellem Oliver Zaren og Ante Bilic (31-2) fra Kroatien bliver det danske Freddy Rafn, der er kampleder, mens Mufadel Elghazaoui fra Holland, Marco Marzouli fra Italien og Zdravko Milojevic fra Bosnien er pointdommere.
Når Elias Idrissi (9-0) møder Pasquale Barile (10-4), bliver der byttet plads, så Marzouli er kampleder, mens Rafn, Elghazaoui og Milojevic er sidedommere.
I begge kampe er britiske Guy Williamson supervisor.

