Sværvægteren Thorbjørn Boudigaard (10-3) kom endnu engang på særdeles hårdt arbejde i revanchekampen mod tjekkiske Adam Kolarik (10-11), men denne gang trak han fortjent det længste strå, og fik efter seks hårde omgange sejren.
Thorbjørn Boudigaard startede denne gang kampen mod Adam Kolarik mere aggresivt, og gav ham ikke så meget plads og ro til at komme ind på halvdistancen og aflevere sine slag.
Men alligevel fik Kolarik i tredje omgang held med at komme tæt på Boudigaard, og meget af omgangen blev meget præget af to boksere, der holdte og låste hinanden.
Mod slutningen af fjerde omgang fik Boudigaard sat lidt mere tempo på, og fik ramt Adam Kolarik med et fint uppercut.
Adam Kolarik kom godt tilbage i den efterfølgende omgang, og ramte Boudigaard med flere tunge træffere, der til sidst i omgangen så meget træt ud.
Sjette og sidste omgang blev en særdeles hård en for begge boksere, hvor der til sidst i omgangen virkelig blev delt træffere i nogle sidste vilde slagudvekslinger.
Efter de seks omgange, var det tre enige dommere, der alle scorede kampen 58-56 til Thorbjørn Boudigaard.

