Det bliver med Jacob Bank (7-0) øverst på plakaten i hjembyen Kolding, når TK Promotion den 1. oktober arrangerer sit næste professionelle boksestævne. Her kommer 21-årige Bank på sin hidtil vanskeligste opgave, når han møder Rafael Bejaran (30-7-1) i en kamp over otte omgange.
“Det bliver en spændende kamp mod en mand, der har mere erfaring end mig. Hvis jeg slår ham, har jeg bevist, at jeg kan være med i toppen af verden,” konstaterer Jacob Bank.
Den 40-årige Bejaran stammer fra Den Domenikanske Republik, men han bor i Hamburg i Tyskland, hvor han har bokset størstedelen af sine kampe. Sidste sommer pointbesejrede han danske Landry Kore, så Bank kommer til at stifte bekendtskab med en erfaren modstander denne gang.
Til gengæld får Bank fordelen af hjemmebane, da det hele foregår i Forum Kolding i bydelen Bramdrupdam.
“Grunden til, at vi er tilbage i Kolding, er Jacob Bank. Han har været igennem en god udvikling og senest haft en hård kamp, som ikke blev så hård, som vi havde ventet. Han er på vej op ad stigen, og det kulminerer foreløbig, når han møder Rafael Bejaran,” siger matchmaker Thomas Madsen fra TK Promotion.
Stævnet bliver transmitteret direkte via Sport Live.
Der var da en enkelt vigtig nyhed i pressemødet, nemlig at Bank nu har så stor sponsor-opbakning at han er blevet fuldtidsbokser.
Det er da fænomenalt, og bør føre til endnu bedre resultater, og endnu flere sponsorater osv. osv.
Jeg håber de andre trænere sidder og nærstuderer Ivors håndbindingsteknik. Lyder lidt mærkeligt/bekymrende at han er den eneste der kan finde ud af det. Måske et emne DPBF/DABU kan få listet ind på deres boksetræner-kurser?