Jacob Bank (8-0) skal som ventet i ringen, når TK Promotion den 25. februar arrangerer sit kommende stævne i Grøkjær Arena i Holstebro.
Her skal Jacob Bank i ringen mod den 33-årige ukrainer Taras Golovashchenko (6-7). Trods listen, der byder på flere nederlag end sejre, er der ingen grund til at tro, at Bank slipper lige så let fra opgaven som i sin seneste kamp, hvor modstanderen opgav allerede efter 1. omgang.
Alle Golovashchenkos nederlag er kommet mod ganske gode modstandere, og kun to gange er han blevet stoppet. En sejr i Tyskland for halvandet år siden mod Alexander Rigas, hvor Golovashchenko vandt den lille IBO Continental-titel, har sikret ham en fornuftig placering på BoxRec’s computerrangliste.
Hovedkampen ved stævnet er Dina Thorslunds (18-0) forsvar af WBO-titlen mod Debora Anahi Lopez (20-1-1).