Det er den professionelle karrieres uden sammenligning største opgave, som lørdag venter på Jacob Bank (9-0). I hjembyen Kolding møder han lettiske Ralfs Vilcans (15-0) i en kamp, der gælder WBO’s europæiske titel i supermellemvægt.
Hovedpersonen føler da også selv lidt ekstra nerver op til kampen.
“Normalt plejer jeg ikke at blive ret nervøs, før der måske kommer lidt nerver på selve dagen. Denne gang synes jeg, der har været lidt op til, hvor jeg går og tænker over det. Jeg tror lige så meget, det er, fordi det er i Kolding, og der kommer så mange mennesker og ser på det,” siger Jacob Bank til JydskeVestkysten.
Kampen er sat til 10 omgange, men Bank har aldrig tidligere prøvet at bokse mere end otte omgange. Også det er noget, han tænker over.
“Det har også været en faktor for nervøsiteten. Jeg har prøvet at gå otte omgange, hvor jeg styrede kampen fuldstændig. Det er noget andet end at gå ti omgange, hvor han måske tager over i nogle situationer. Jeg ved ikke, hvad der sker efter sjette eller ottende omgang,” siger han.
Jacob Bank blev for bare 17 dage siden far for første gang, og han har derfor skullet vænne sig til en ny hverdag med bleskift og afbrydelser af nattesøvnen.
“Det er selvfølgelig ikke helt optimalt, men jeg synes, vi får det bedste ud af situationen,” siger han.