onsdag, 18. september 2024

Bank måtte slide for pointsejr

Jacob Bank (13-0) er stadig ubesejret efter en overbevisende sejr over argentinske Hernan David Perez (9-10). Selvom danskeren vandt overbevisende, måtte han dog arbejde hårdt gennem alle otte omgange mod en modstander, der bed mere fra sig, end mange af de tilstedeværende i Ringkøbing havde forventet.

Jacob Bank satte sig fra første gonggong på ringens midte og forsøgte via sit velkendte hårde venstre jab at finde vej gennem argentineren. Hernan David Perez er dog en erfaren og snu bokser, der ved, hvordan han skal passe på sig selv, så han formåede det meste af tiden at undgå de allerværste bomber fra Kolding-egnen.

Det lykkedes ved enkelte lejligheder for Jacob Bank at få fulgt op med godt dybt arbejde, og selvom det også lykkedes at få et hårdt venstre hook sendt bagefter, virkede argentineren ikke som om, at det for alvor bed på ham. At Jacob Bank stensikkert vandt omgangene, kunne ingen være i tvivl om, men han stod over for en kløgtig bokser, der kunne overleve og havde evnerne til at bokse uden om det værste uvejr, var tydeligt.

Danskeren forsøgte, da kampen havde passeret sit midtermærke, at skrue op for tempoet. Han ville tydeligvis gerne aflevere nogle dybe træffere med effekt, men det blev en højre til kæben, der sendte argentineren til tælling. Bank dansede ved tovene, og argentineren jagtede ham, da han fik hamret en dansk højre på kæben og blev sendt til tælling.

Bank forsøgte at følge op med endnu en offensiv i den efterfølgende runde, men Perez viste sin erfaring og kom ud af de værste problemer. De mange træffere trak dog renter, og mod slutningen af opgøret var argentinerens højre øje ved at være lukket.

Den danske pointsejr kom aldrig i fare, og opgøret kunne ikke scores på ret mange andre måder, end alle tre sidedommere gjorde det: 80-71 til Jacob Bank.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier