Efter fire omgange havde Ibo Maier (13-1) fået nok af at danse med Jacob Bank (15-0). Han var blevet udbokset i en grad, så han valgte at blive i hjørnet og opgive. Dermed er Jacob Bank ny WBO Global-mester i supermellemvægt.
Det var to boksere, der så ud til at bokse efter nogenlunde samme skabelon: Begge meget bevægelige og svejende i overkroppen og satsende på hurtigheden. Der var dog den klare forskel, at Jacob Bank var en klasse bedre, og det kom til udtryk efter to rolige omgange.
I 3. omgang skruede danskerne op for tempoet, og så var der for alvor klasseforskel. Først ramte Bank med en kort højre, hvorefter Maier gik i gulvet – men kamplederen undlod at tælle. Herefter var tyskeren hårdt presset og blev flere gange ramt helt rent, og kun fordi han spoilede, formåede han at blive på benene.
I slutningen af 4. omgang var Maier igen hårdt presset, og han måtte holde for at klare sig igennem omgangen. Alligevel var det lidt skuffende, at han valgte at opgive i stedet for at kæmpe sin spinkle chance.
Hvad sker der for, at man spiller første vers af Lied der Deutschen, der for årtier siden blev ‘afskaffet’. Det var lige så malplaceret som Ibo Maier viste sig at være i samme boksering som Jacob Bank, der var flere klasser over tyskeren