mandag, 21. april 2025

Yigit vandt før tid

Anthony Yigit (23-1-1) er stadig i spil til større opgaver, efter han lørdag aften stoppede colombianske Sandro Hernandez (15-8-3) i 5. omgang.
Opgøret blev på mange måder en meget typisk Yigit-fight: Svenskeren var teknisk et niveau over sin modstander, og han boksede som altid i højt tempo og lagde et konstant pres på sin modstander. Yigits manglende power er dog årsag til, at hans kampe som oftest bliver langt hårdere end nødvendigt. Derfor måtte han igennem endnu en hård kamp, inden han i 5. omgang fik stoppet sin modstander.
Svenskeren er som tidligere EBU-mester uden diskussion en fremragende bokser, som igen kan komme på tale til større kampe. At han er bedre end Sandro Hernandez, var der ingen tvivl om, og colombianeren havde det undervejs i kampen da også hedt i selskab med Yigit. Så hedt, at han fandt det nødvendigt at spoile så meget, at han midtvejs i kampen fik frataget et point.
I 5. omgang fik Hernandez først et cut over det ene øje, og da han kort efter var presset, kom håndklædet i ringen.
Foto: Wende.

Seneste historier