søndag, 1. december 2024

Victor Ramon debuterer i Palle-regi

Det næste Danish Fight Night-stævne vil få en dansk debutant på plakaten. Mogens Palle har netop skrevet kontrakt med den 20-årige letweltervægter Victor Ramon, som bliver næste mand til at debutere i bar overkrop.
“Der er tale om et meget stort boksetalent, som slår hårdt, som ser godt ud, og som har noget mellem ørerne. Samtidig har han den vigtige egenskab, at han er meget seriøs med sin træning og ivrig efter at lære og udvikle sig. Han lever og ånder for boksning,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.
Victor Ramon har som amatør blot bokset 19 kampe, hvor det er blevet til 17 sejre. I 2017 vandt han det jyske mesterskab for U19-boksere.
“Jeg slår først og fremmest hårdt, og så er jeg meget hurtig og stabil på benene. Jeg tænker, at det bliver sjovt at bokse med de tyndere handsker på, når jeg slår så hårdt,” siger Victor Ramon, som har fuld tiltro til, at hans nye promotor kan finde de rigtige modstandere til ham.
“Jeg skal selvfølgelig bygges fornuftigt op i det rigtige tempo, og det ved jeg, at Mogens Palle er rigtig dygtig til,” siger han.
Victor Ramon vejer cirka 64 kilo og bokser dermed i letweltervægt.

Seneste historier