Olaf Schröder, der gennem Anders Vesters år som aktiv promotor i Danmark fungerede som dennes matchmaker, er død. Det skriver hans nære ven og samarbejdspartner gennem flere årtier, Henrik Risum, på Facebook.
Olaf Schröder var så sent som den 12. april i aktion som supervisor i to titelkampe i regi af det lille forbund World Boxing Federation, hvor han spillede en aktiv rolle. To dage senere blev han imidlertid ramt af en hjerneblødning, og efter en uges indlæggelse på hospitalet er han død.
Da Anders Vester i 1998 begyndte som promotor, var det med Olaf Schröder som fast matchmaker. Tyskeren arbejdede desuden tæt sammen med Henrik Risum, da denne i årene efter årtusindskiftet var manager og senere, da han forsøgte sig som promotor.
Schröder var senest i Danmark for to år siden, da han var supervisor i WBF-titelkampen mellem Erzen Rrustemi og Ricardo Humberto Ramirez i Århus.
Olaf Schröder blev blot 53 år, og han efterlader sig sin hustru og en datter.