mandag, 20. januar 2025

Træner: Micki manglede sparring

Det var en sandhed med modifikationer, da Micki Nielsen (25-2) og hans team op til lørdagens EM-kamp i Belgien mod Yves Ngabu (20-0) kaldte danskeren bedre forberedt end nogensinde. Efter kampen indrømmede træner Gutte Løiborg, at hans bokser slet ikke var ordentligt forberedt.
“Det har været et hårdt forløb op til kampen, og det har været svært skuffende og ærgerligt, at der ikke har været den nødvendige opbakning i forhold til at få sparringspartnere,” siger Gutte Løiborg til Ekstra Bladet.
“Det burde have været noget mere kvalificeret sparring. Jeg havde fået lovning på det og havde en forventning om det, men der kom ikke noget. Det er bare ærgerligt,” tilføjer han.
Micki Nielsen tabte som bekendt EM-kampen på point efter 12 hårde omgange, hvor han måtte æde masser af seriøse bomber. Rent boksemæssigt var danskeren en skuffelse, men han viste et hjerte og et mod, som det er værd at lette på hatten for.
“Der er ingen tvivl om, at formen ikke fejlede noget overhovedet. Alt har været godt. Undtagen manglende kvalificeret sparring. Jeg vil slet ikke forklejne de folk, vi har haft inde og sparre med Micki. Det har bare til syvende og sidst ikke været godt nok – alt credit til dem, men vi har manglet sparring, hvor vi er blevet presset lidt ekstra,” siger Gutte Løiborg.

Seneste historier