Selvom Kasper Holgersen og resten af TK Promotion tirsdag fik en våd klud i hovedet og blev tvunget til at aflyse weekendens planlagte stævne, har de ikke mistet modet i det vestjyske. Der bliver fortsat arbejdet intenst på, at det planlagte stævne den 25. juni i Struer med Dina Thorslund (15-0) i hovedrollen kan gennemføres som planlagt, og derefter er håbet, at der kan arrangeres et stævne i Ringkøbing efter sommerferien.
“Vi håber på at arrangere næste sæsons første stævne i Ringkøbing lørdag den 28. august,” siger Kasper Holgersen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Det var noget skuffende – og overraskende – at politikerne i den seneste aftale om genåbning ikke tillod tilskuere til indendørs sport. Beslutningen vækker bestemt heller ikke begejstring hos promotoren.
“Der kan komme 2000 til koncert, folk må feste og stå tæt i Jomfru Ane Gade i Aalborg, og så må der ikke være bare 500 tilskuere til hverken boksning eller håndbold, selv om vi kunne følge alle de regler, der ville være. Jeg forstår det ikke,” konstaterer Kasper Holgersen, der nu krydser fingre for at få offentlig kompensation for sit aflyste arrangement.