Den tidligere professionelle bokser Laurits Jensen døde natten mellem første og anden pinsedag efter længere tids sygdom, oplyser Randers Atlet Club på klubbens Facebook-side.
Som amatør boksede Laurits Jensen (født 1946) for netop Randers AC. Han var en publikumsvenlig fighter, der leverede kampe med offensiv boksning i et højt tempo.
I 1971 i sin kamp nummer 50 vandt han som amatør for første gang det jyske mesterskab i letmellemvægt. To år senere blev han både jysk og dansk mester. I begge finaler i 1973 blev landsholdbokseren Ole Svendsen fra Lindholm besejret.
Med et kondital på 80 deltog Jensen samme år ved EM i Beograd sammen med klubkammeraten Poul Knudsen. Randers-klubben sad med andre ord på to af dansk boksnings stærkeste kort i 1970’erne
I sin første kamp i Beograd besejrede han Menef Durmus fra Tyrkiet med dommerstemmerne 3-2. Der blev talt over Jensen, da han løb ind i et højre hook, men han blev bedre og bedre, som kampen skred frem. Det danske konditionsfænomen fik overtaget i 2. og 3. omgang, hvor han flere gange fik held med at krydse med sin højrehånd. På grund af en beskadiget næse blev han imidlertid tvunget til at trække sig fra kvartfinalen mod bronzevinderen fra OL i 1972, Peter Tiepold fra DDR, og dermed var EM-eventyret slut.
Midt i skuffelsen over dette kunne han dog glæde sig over at modtage et telegram hjemme fra Danmark om, at han netop var blevet far til en velskabt søn på syv pund.
Laurits Jensen arbejdede som chauffør i Randers, da han senere samme år fik sin professionelle debut hos promotor Mogens Palle i en relativ sen alder som 27-årig. Det gik særdeles godt i de ni første kampe, hvor den nye profbokser viste lovende takter og ofte fik hædrende omtale i aviserne.
Særligt i kamp syv, otte og ni, hvor han besejrede henholdsvis Pat McCormack, Kevin White og Francis Vermandere, imponerede han publikum og presse.
“Han svigter aldrig: Laurits er Palles trumfkort”, hed en af avisoverskrifterne efter sejren over Vermandere.
Kevin White havde i kampen forinden bokset helt lige op med Larry Paul i en 15 omganges-kamp om det britiske mesterskab. Francis Vermandere var nummer syv på The Rings særskilte europarangliste, men begge blev besejret med offensiv non-stop-boksning.
I sin kamp nummer 10 i maj 1975 i Holstebro gik det imidlertid galt mod vesttyskeren Wolfgang Gans, hvor Jensen røg til tælling allerede i første omgang. Et hårdt venstrehook prellede af på danskerens kæbe, men inden han var nået helt i gulvet, blev han ramt en ekstra gang af tyskerens højrehånd. Den fik han ikke rystet af sig. Efter yderligere to tællinger i anden omgang, blev kampen blev stoppet i 3. omgang.
Det blev ikke til flere kampe for Laurits Jensen. Dansk professionel boksning var inde i et dødvande i 1975, og knockoutnederlaget gav ham tid til at tænke over meningen med livet. Han meddelte sit karrierestop og begyndte i stedet i en periode som boksetræner i Hobro Atlet-Klub og Randers AC. Kort efter at have indstillet sin professionelle boksekarriere havde Laurits Jensen – med egne ord – et møde med Gud og begyndte arbejdet med at udbrede det kristne budskab. Han blev blandt andet medlem af menighedsrådet i Sct. Peders Sogn.
Ifølge et interview i Randers Amtsavis flyttede han i 2011 fra Randers til Thisted, hvor tre af hans fire børn bor, og han var i de senere år aktiv i Bibel- og Missionscentret, som er grundlagt af hans svigersøn.