Selvom det meste af samfundet er sat på stand by, bliver der arbejdet bag kulisserne på en kommende kamp til Dina Thorslund (15-0). Danskeren boksede senest i efteråret, hvor hun forsvarede sin VM-titel mod Nina Radovanovic, men står det til bokseren selv, skal der en langt større kamp på bordet i løbet af foråret.
“Dina har bedt om noget der kan banke hende ind i dansk bokse historie, så der forhandles pt. om en mulig dobbelt VM-kamp eller et bælte i en anden vægtklasse,” skriver Dina Thorslunds træner og de facto manager, Thomas Madsen, på Facebook.
Som verden ser ud lige nu, er alt selvsagt usikkert. En stor titelkamp vil efter al sandsynlighed da også kræve, at de restriktioner, der for tiden er lagt over landet, bliver lempet.
“Vi er alle indstillet på at gøre alt vi kan for at kampen bliver i en forhåbenligt fyldt hal i Struer lige før sommerferien,” skriver Thomas Madsen.