søndag, 1. december 2024

Thorslund forsvarer VM-titlen mod serber i Struer

Det bliver lørdag den 26. september, at Dina Thorslund (14-0) næste gang sætter sin WBO VM-titel på spil. Det bliver endnu engang på hjemmebanen i Struer, hvor modstanderen bliver Nina Radovanovic (14-3).
“Jeg ser virkelig frem til at bokse igen. Det er over et år siden, jeg sidst var i ringen, og min motivation er kun vokset, så jeg ser virkelig frem til det. Nina Radovanovic er en god modstander, der arbejder hårdt. Jeg forventer, at hun vil prøve at sætte mig under pres, men det vil hun ikke lykkes med,” siger Dina Thorslund ifølge en pressemeddelelse.
Den 28-årige serber er reelt fluevægter og må derfor hoppe hele tre vægtklasser op for at møde den danske WBO-verdensmester. Hun har tidligere bokset titelkampe i lavere vægtklasser, og hendes bedste sejr kom for lidt mere end halvandet år siden, da hun i Belgien pointbesejrede Sanae Jah i en IBO-titelkamp i fluevægt.
“Jeg har haft flere titelkampe, som allesammen har været fantastiske. Jeg har fået en masse erfaring fra dem alle, som jeg vil bruge til min fordel. Det er ikke noget nyt for mig at bokse væk hjemmefra i min modstanders land. Det elsker jeg! Jeg glæder mig. Jeg tror, at de danske fans får sig en overraskelse,” lyder det fra Nina Radovanovic.
Dina Thorslund har siden sin seneste kamp forladt sin promotor Nisse Sauerland, men det kommende stævne er alligevel arrangeret i et samarbejde med den tyske promotor. Det bliver Dina Thorslunds første kamp siden juni 2019, hvor hun pointbesejrede April Adams i Horsens.
Foto: KGZ Fougstedt.

Seneste historier