I løbet af næste uge forventer Sundhedsstyrelsen at sende Justitsministeriet en oversigt over de stramninger, som ifølge Sundhedsstyrelsen bør ske i kølvandet på sagen om bokseren Johny Jensen, der to gange i foråret 2008 blev sendt i ringen til trods for, at han bar rundt på en hjerneskade.
Sundhedsstyrelsens anbefaling lyder, at der skal laves væsentlig flere scanninger end i dag, og samtidig skal der være krav om, at scanningerne oversættes til forståeligt dansk for bokserne.
“Der er lige det forbehold, at vi først endeligt samler trådene i næste uge. Men det ligger fast, at vores sundhedsfaglige anbefaling lyder på, at der skal være regelmæssige MR-scanninger for professionelle boksere startende med en obligatorisk scanning, når man begynder at bokse i professionelt regi,” siger chef for tilsyn, overlæge Anne Mette Dons, til Berlingske Tidende.
“I vores anbefalinger vil det også være vigtigt at understrege, at det her ikke blot handler om, at man får foretaget scanninger og lægeundersøgelser, men at man også får dem vurderet og forklaret kompetent i forhold til bokserne,” fortsætter hun.