Kristoffer Storm har stor respekt for Simen Smaadal, som han på lørdag skal stå over for ved Nordic Fight Night-stævnet i Herning.
Storm har på nuværende tidspunkt ikke nogen fast aftale med Team Sauerland, og han er derfor pisket til at slå den ubesejrede nordmand, hvis han vil slå sig ind i varmen hos promotoren. Det tror han også på vil lykkes.
“Smaadal er en rigtig god bokser. Han er meget hurtig og teknisk rigtig god. Det bliver en hård kamp, men jeg vinder,” siger Kristoffer Storm ifølge en pressemeddelelse.
Storm boksede i december ved Kessler-Magee-stævnet i Herning sin hidtil eneste kamp i bar overkrop. Her besejrede han den rutinerede tjekkiske journeyman Tomas Kugler på point efter fire omgange.
“Jeg nød virkelig min første kamp i Herning. Jeg vil vise, at Team Sauerland bør investere i mig. Det håber jeg, at jeg kan bevise igen den 13. april,” siger Kristoffer Storm.
Foto: Wende.